|
Oven på den succesfulde ep ”Overthrow” og to split udgivelser med Commit Suicide og Structure of Lies skal Misery Index nu for alvor bevise, at de kan træde ud af Dying Fetus’ skygge og stå på egne ben. Og da 3/4 af den nuværende lineup har været inde og vende omkring Dying Fetus, vil mange sikkert med spænding modtage fuldlængdedebuten ”Retaliate” og afsige dom i disse dage.
På ”Stop at Nothing” videreførte Dying Fetus den groovy og tekniske death metal stil fra ”Destroy the Opposition”, mens Misery Index i stedet har valgt at fokusere på et rendyrket voldeligt udtryk og masser af blindt raseri. Det her er under ingen omstændighed noget man bare slapper af til med korpuset henslængt på divanen, for disse dødsmetalliske udskejelser er mestendels grind baserede og præcist eksekverede uden den mindste slinger i valsen. Ingen kompromis kender de til, mens der knuses knogler og kranier under denne halve times opvisning i højtkoncentreret brutalitet. Tænk Terrorizers ”World Downfall” på et par mundfulde stereoider…og så lidt til!
Mange kunne bevidne en voksen mand tude, da jeg erfarede at den trommende dræberblæksprutte Kevin Talley forlod bandet for noget tid tilbage, men afløseren Matt Byers er bestemt ikke at foragte. Ikke helt så mange finesser har han oppe i ærmet, men til gengæld er der langt mere fræs og smadder fra hans hånd. Og det er faktisk kendetegnende for hele albummet, da små delikate detaljer bestemt ikke er noget man finder i overflod på ”Retaliate”. Det medfører så desværre også, at ikke overdrevent meget sætter sig fast de første mange gange, måske lige på nær den voldfede ”Angst isst die Seele” og ”Servants of Progress”, hvor de mod al forventning får smidt lidt groove ind alligevel…snydere.
Ikke helt den massive bombe jeg havde håbet på, de forrige udgivelser taget i betragtning, for udviklingen har ikke været overdrevent stor. Derimod er adrenalinsuset stadig uovertruffet, og ”Retaliate” er klart mere voldsom end ”Stop at Nothing”. Skal du vælge en, så…nah, fuck det og køb dem begge! De er fuldt ud værdige til, at du kan ofre hyldeplads på dem. -guldmann
Kom
med kommentar i vores FORUM
|