misconduct - ...united as one
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCC 01.03.04 Hardcore Golf/Target Olsson/Misconduct
 

Misconduct er efterhånden ved at være nogle gamle drenge på den svenske hardcore scene, og efter et længerevarende samarbejde med Bad Taste har de nu fundet et nyt hjem på deres eget Side by Side label og gennem engelske Golf Records. Til at starte med var det ret hårdtpumpet og Agnostic Front inspireret, og debuten ”A Change” fra ’97 leverede kontante bøllebank uden så meget pis, men derefter blev testosteronet gradvist drænet fra deres lyd. Street punk og rock kom ind i billedet, så nu om dage er Misconduct ikke længere et specielt godt soundtrack, når sagesløse skal have tæsk i pitten af de store, stærke drenge.

Men af den grund kan der nu stadig godt være knald på – og det er der sateme også, bare på en anden måde. Intensiteten opnås gennem et nik tilbage mod lyden af H2O og Gorilla Bisquits, altså klassisk skolet hardcore med lige så meget fokus på melodi som muskler, og mange af numrene er mere solidt konstruerede end ellers inden for den stil. God variation blandt de relativt sparsomme virkemidler er der, så de klarer sig igennem fra start til slut uden pinlige gentagelser af værste skuffe.

Originalt bliver det dog aldrig helt, da andre før dem for længst har været igennem denne her tur i møllen, men Misconduct klarer det bare langt bedre end de fleste konkurrenter og ryger aldrig på røven. Golf versionen af ”…United As One” har desuden to bonusnumre og noget video at lokke med i kampen om dine skejser, der slet ikke vil være givet skidt ud, hvis du søger fornuftig, ikke-metallisk hardcore – en ting man ellers ikke sådan lige snubler over alt for tit længere. - guldmann









Kom med kommentar i vores FORUM