Alting har som bekendt en ende. Og Ministrys hedder ”The Last Sucker”. Efter 24 år har mastermind Al Jourgensen valgt at dreje nøglen om for at koncentrere sig om at producere m.v. for pladeselskabet 13th Planet.

Og han har faktisk gjort det rigtige, den gode onkel Al. Igen, igen. Ministry har på det nærmeste været bedre end nogensinde siden 2003-comeback’et ”Animositisomina”, så med 11. studieplade stoppes der i dén grad mens legen er god.

Energien er fortsat det bærende element i denne sidste ombæring. Det siger en del ovenpå forgængeren ”Rio Grande Blood” (’06), og der er da osse længere imellem de straight-up aggressive passager, samt der er skruet ned for det helt durkdrevent kaotiske.
Til gengæld skyldes det, at Jourgensen her på falderebet har valgt at skære helt ind til benet. Samtlige overflødige detaljer er kogt af, og kun den pureste industrialvrede er tilbage. Sangene er generelt centreret omkring et simpelt motiv - som oftest et indædt metalriff – og det enkelte nummer opbygges derudfra.
Dette bevirker at albummet er enormt let at gå til. Nogle vil måske sige monotont, men i disse ører holdes det oppe af et konstant højt engagement og intensitetsniveau, og simplificeringen foregår hverken på bekostning af dramatikken, den knivskarpe kant eller det afmægtige, oprørske raseri. Foragt og afsky er blevet omsmeltet til musik her, og det kan mærkes hvad enten man læser de utvetydigt regeringsfjendtlige tekster eller ej.
På ”Watch Yourself” er musikken tilbagelænet tangerende coolness, modsat ”Death and Destruction”, der tromler af sted som en stålsat, ubønhørlig dræbermaskine. - Men uanset omstændighederne, gives der morgenvækningslussinger til USA’s befolkning samt ikke mindst drøje hug til Det Hvide Hus. Alt sammen med en god portion satirisk sarkasme indover (for eksempel er ”The Dick Song” dedikeret til den amerikanske vicepræsident). Det er temmelig tydeligt, hvor Al vil hen, men det gør faktisk intet, hvis bare man er i stand til at nyde bandets signatursound. Lortet fungerer upåklageligt, sangskrivningen er helt i top, og selvom ”The Last Sucker” måske ikke blev det bedste udspil fra Ministry, er den faktisk forbandet tæt på. Selv den punk-fjollede ”Die In A Crash” virker grundet afvekslingsmomentet, ligesom den komplette molestrering af Doors-klassikeren ”Roadhouse Blues” er så forfriskende flabet, at man næsten glemmer originalen.

Endnu en uhyggeligt passende ironi sætter yderligere albummets status som afskedsplade i relief. Meget kan - og bør - siges om USA’s nuværende præsident, men manden har alt andet lige holdt Jourgensen og Ministry til ilden på de sidste to udgivelser, (som nu er blevet til en trilogi), og det faktum at Bush’s valgperiode slutter i 2008, gør, at han og Ministry kommer til at ride af sted mod solnedgangen sammen som to rivaliserende cowboys på samme hest.

Ydermere afsluttes ”The Last Sucker” af det storslåede og mesterligt sammenstykkede mini-epos ”The End of Days” pt. 1 og 2. Udover lidt kærkommen vokal afveksling ved Fear Factory-frontmand Burton C. Bell, indeholder ”The End of Days pt. 2” brudstykker af en gammel Eisenhower-tale, hvori manden agiterer for det stik modsatte af, hvad USA’s siddende regering har stået for i dens tid. Så ikke blot er denne ironi dobbeltsidet, (Eisenhower var – som Bush - republikaner, red.), men den sætter intet mindre end et perfekt punktum for den musikalske trickster og joker Al Jourgensens bandmæssige virke. - Og både selve numrene og pladen som helhed gør tillige en værdig svanesang for bassist Paul Raven, som på tragisk vis omkom ved et hjertetilfælde tidligere på året. Hans død vil ikke være forgæves.

En afsked med så stort og betydningsfuldt et navn som Ministry kunne således næppe føles mere rigtig end tilfældet her er. Tak for 24 års ustandselig kreativitet og for en gudsbenådet evne til at forene det tilsyneladende uforenelige. I vil blive savnet, men endnu vigtigere, husket, respekteret og fortsat beundret. -andreas

Kom med kommentar i vores FORUM