Det går ikke så godt i byen Bedrock.
Det går SLET ikke godt...
Fred Flintstone er blevet fyret fra sit job i stenbruddet og har som konsekvens slået sig på flasken. Wilma Flintstone er gået hen og blevet narkoluder for at skaffe til dagen og vejen, og derfor er hele familien Flintstone nu i metadonbehandling for muligvis at komme ud af deres blandingsmisbrug og deraf følgende sociale deroute. Barney Rubble har trofast fulgt sin ven Fred på vej imod samfundets ’stenede’ bund og er blevet pusher/alfons som følge.

Lyder det ikke som drejebogen til en dejlig opbyggelig familiefilm Hanna & Barbera-style om en lidt ’alternativ’ udvikling for vores stenalder venner fra The Flintstones? Nej vel? Men hvis nogen alligevel engang fik den tossede ide at filmatisere ovenstående plot, ja så ville bandet Middian næsten være selvskrevet til at stå for soundtracket! Man kunne så passende kalde filmen ”Flintstoned”...

Middian er et nyt band, der er startet af guitarist/vokalist Mike Scheidt fra det nu opløste band YOB, der, efter hvad jeg mindes at have fået fortalt, var et ganske glimrende doom metal band. Der er bestemt også udtalte doom elementer at finde på Middians debutalbum ”Age Eternal”, men i lige så høj grad afsmitninger fra møgbeskidt heavy og stoner metal af den mest tilrøgede slags. Egentlig burde albummet måske have heddet ”Stone-age Eternal”, så stenet er Middians musik nemlig til tider. Den gode Scheidt lyder i hvert fald som om at han identificerer sig med selveste titanen Atlas; selve vægten af verden kvaler synes at hvile tungt på Scheidts plagede skuldre.

Føj, for en omgang masochistisk selvpineri! (På den fede måde, vel at mærke...)
Det var min første indskydelse efter 1. lytteseance i selskab med ”Age Eternal”, og mine tanker gik uvilkårligt i retning af Rwakes ”Voices of Omens” album som et umiddelbart sammenligningsgrundlag. Uagtet at Middian og Rwake godt nok rent musikalsk ikke er 100 % sammenlignelige, oser begge de respektive bands nye udgivelser i mine ører af den tilnærmelsesvist samme afmægtige, sjæleudkrængende skizofreni, der manifesterer sig i et lydbillede så tykt og næsten fysisk påtrængende at det er lige før at man skal skære sig vej igennem det.

Som hos Rwake er de 5 numre på ”Age Eternal” monstrøst lange, og i tilfældet med den afsluttende ”Sink to the Center” også FOR langt; her mister Middian lidt den røde tråd ved at bevæge sig for langt ud af en hallucinatorisk tangent, der i længden ikke rigtig fører til noget. På skæringer som ”Dreamless Eye”, ”The Blood of Icons” og det melankolske titelnummer kører Middian også kompositionerne helt ud til afgrundens rand i tidsmæssig forstand, men de formår på behændig vis lige præcist at holde sig på den rigtige side af tålmodighedens grænse. Oh sweet misery!

I forhold til Rwake er der dog lige knap så mange lag i Middians musik, der generelt fremstår lidt mindre psykedelisk og en smule mere direkte i sit udtryk, hvilket efter min mening også i sin helhed gør ”Age Eternal” til et marginalt mindre interessant album end ”Voices of Omens”. Men bedømt på egne præmisser burde ”Age Eternal” være et must for fans af både Scheidts tidligere inkarnation YOB og bands i grænselandet mellem Electric Wizard, Unearthly Trance og andre ting i den dur.
’Wilmaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa! Let’s get stoned!’ -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM