Jamen, det var det en nydelig, forfriskende overraskelse sådan lige at få ind fra sidelinien, og at springe hovedkulds ud i Metric Noise universet har været en pænt fornøjelig og ukompliceret affære, selvom jeg intet forhåndskendskab havde til de to tidligere ep’er fra denne københavnske trio. Som titlen antyder ligger deres drive lige netop i de distortede, fremadstormende melodier, og selvom der visse steder bliver gjort meget ud af at beskrive dem som larmende, tror jeg næppe, at lige den faktor hos bandet vil virke specielt ekstrem på de fleste yndere af ting, der alligevel ikke altid helt følger strømmen.

Mest af alt hersker der en kæk og sprudlende stemning på storhitterne ”Teenage Drunk” og ”Ionas Sun”, som klart bør fremhæves, men længere inde i forløbet kommer der også et par mere dystre historielektioner i, hvordan det lød, da 80’erne så småt blev til 90’erne på post-rock scenen. Lige præcis her bliver det måske lidt for monotont, men på den anden side ville næsten 50 minutter i det Duracell-kanin tempo, som ligges for dagen til at starte med, nok heller ikke være helt optimalt.

Potentialet for større gennemslagskraft senere hen skinner unægtelig igennem som lyset fra naboens stavlygte, når man er gået kold i hans buskadser, men der skal nok sakses en anelse i den generelle monotoni, som udtrykket lider under i det lange løb, før sejren bliver total. Med ”Racing Laps of Distortion” har vi nok langt fra hørt det sidste fra Metric Noise, og måske tør man endda håbe på et regulært sommer hit fra dem, når tiden og bandet begge er til det? - guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM