Så er de sidste mange års mest omtalte udgivelse på metalfronten kommet på hylderne hos samtlige CD pushere i denne verden. Værket er gigantisk med en spilletid på 77 minutter fordelt på 11 tracks, så regn selv gennemsnitslængden på numrene ud. Ud over selve omfanget af "St. Anger", så er albummets udtryk i sig selv heller ikke nemt at komme uden om. 

Tyngden og vreden udgør fundamentet på "St. Anger", som er bygget op på en meget rå produktion. En produktion som måske i lidt for høj grad har Lars Ulrichs trommer fremme i lydbilledet, mens guitaren er et halvt skridt bagved på store dele af albummet. Selve trommelyden er en hel historie for sig selv, med en lilletromme som mest af alt lyder som en olietønde. Ellers må man også give Lars kredit for det håndværk han levere på albummet, uden at man af den grund behøver at gøre ham til verdens førende på det felt.

Lidt mere svingende syntes jeg James Hetfields vokalarbejde er. Især på en række af albummets første tracks falder han noget igennem, mens han senere for rettet en hel del op på præstationen. Det virker i det hele taget som om Metallicas musikalske ambitionerne på de første 3 tracks er stærkt hæmmende for at netop disse tracks kan formår at holde 100% hjem. 

Men lad mig beskrive og vurdere de enkelte tracks one-by-one :

"Frantic" : Metallica vil gerne åbne "St. Anger" med en voldsom saft og kraft. Desværre lider dette track under at de seje riffs aldrig helt for lov til at dominere. "Frantic" havde alle muligheder for at blive bandets røde tråd tilbage til deres Master of Puppets-æra, men resultatet ender med at blive lidt for rodet for bandet. (cccc)

"St. Anger" : Den allerede meget berømte single/video. Flere sektioner af nummeret er overdrevent fedt, men igen mister bandet lidt fokus og de mange ideer og effekter mister en del af deres gennemslagskraft. Hetfield trækker på dette track for meget i den negative retning. (ccc)

"Some Kind of Monster" : Et monster på 8 minutter og 25 sekunder, som aldrig nogensinde bliver særligt farligt selvom bandet mod slutningen forsøger at onanere et gennembrud frem. (ccc)

"Dirty Window" : Så begynder tingene at lykkes for Metallica. De enkelte virkemidler arbejder nu sammen mod et dynamisk udtryk der holder. Også Hetfield viser sin klasse frem her. (cccc)

"Invisible Kid" : Igen et nummer som ikke kan holde til at være over 8 minutter langt. Nummeret er en lang gentagelse indtil de små lækkerier endeligt kommer og det holder man som lytter ikke helt til. (ccc)

"My World" : Guitaren får virkeligt fat i den lange ende på dette track, hvilket er en befrielse. Dele af vokalen er stærkt Faith No More inspireret iøvrigt. (cccc)

"Shoot Me Again" : Så er Hetfield helt fremme i frontlinien igen på et groovy track som er et af albummets højdepunkter. Højpotent og med den gennemslagskraft som Metallica har søgt så voldsomt efter. (ccccc)

"Sweet Amber" : Positive sager, igen med en række rigtig fede riffs. (cccc)

"The Unnamed Feeling" : Et højdepunkt på albummet. Et vuggende beat og Hetfields meget varieret vokallinie er styrkerne. Har noget majestisk over sig. (ccccc).

"Purify" : Direkte og aggressivt. Kunne have fungeret godt som åbner på albummet. Olietønde-lyden på trommerne bliver igen lidt for meget på dette track, uden at det dog går ud over guitaren. (cccc)

"All Within My Hands" : Næsten 9 minutter langt nummer som fint breaker imellem de enkelte sektionen og tempi. "KILL KILL KILL" stykket tilsidst er belastende, men det er jo nok meningen. (cccc).

Alt i alt er "St. Anger" et "stort" album som har sine højdepunkter, men som også lider noget under at Metallica ikke har villet smide et par langsomme og mere atmosfæriske numre ned i gryden. Men "St. Anger" er også et modigt og ret kompromisløst album, hvor tingene bare engang imellem bliver lidt for smarte og fortænkt. Albummet vil uden tvivl grave dybe kløfter imellem de forskellige fraktioner af Metalfans, men "St. Anger" er under alle omstændigheder svær helt at ignorere. -and 

Kom med kommentar i vores FORUM