Man må vist hellere acceptere, at smerten skal nydes, mens den står på, for de lammende stik og jag i nervebanerne på ”Venereology” kan slet ikke undviges på nogen som helst leder eller kanter. At sætte et klassisk macho udsagn i stil med ”smerte er en følelse, og en følelse kan ignoreres” op imod de benhårde sværvægtere fra noise scenen er klart et hit, især når man har fået fat i den nådesløse, psykotiske japaner-støj, hvor Merzbow altid har ligget helt i top på ekstremiteternes richterskala.

Masami Akati har benyttet det alias til et sted mellem 100 og 200 indspilninger gennem de sidste mange år, og selvom man får hørt en hel del, er det noget nær umuligt nogensinde at runde alt. Tag bare den efterhånden legendariske ”Merzbox” indeholdende 50 cd’er + diverse gimmicks, hvor muligheden for et omtrent to døgns uafbrudt skærsild af hvid støj antager helt igennem groteske proportioner. Eller ”Frog” albummet, hvor bl.a. samplet kvækken bliver gjort til et masseødelæggelsesvåben på linie med a-bomben!

Melodier, beats eller bare skyggen af en form for gængs struktur er ikke til at spore her. Totalfuckingarmageddonogjegskalgivedigskaljeg!!! ”Venereology” er ca. ti år gammel, men gæt selv, om det kan ænses, når de umenneskelige frekvenser får frit spil? Støj i æteren forvrænget, blæst op og perverteret til ukendelighed er nogenlunde den bedste beskrivelse man kan give af de fire tracks her på skrift. At det lyder, som hvordan en migræne af værste kaliber må føles, er absolut heller ikke ved siden af.

Intet goregrindblackzombiesplattermotherfuckerthrash metal i nogen som helst afskygning kan længere betragtes som en musikalsk ekstremitet, når først man har fået Merzbow og andre udbydere af det sande støjhelvede som Masonna, Grey Wolves eller selv de nogenlunde muntre V/Vm ind på livet. At være stødende, ubehageligt og grænsende til fremkaldelse af fysiske skavanker og smertesymptomer må næsten være hovedformålet for kunstnerne her. At eksperimentere med hvordan det optages i systemet og påvirker det på længere sigt, bliver efterfølgende lytterens til tider umulige tjans.

Jeg skal ærligt indrømme, at det kræver forberedelse og en lang række peptalks til mig selv, før jeg nænner at smække et helvedesudbrud som ”Venereology” på anlægget for fuld skrue, men når det sker, så bliver det også altid en ilddåb ud over det sædvanlige, der klart kommer til at dominere i rangordenen over erindringer om lytteoplevelser gennem det sidste stykke tid. Giv det en skalle, men vær helt sikker på at hammeren svinger tilbage i panden på dig selv. Alle og enhver burde eje bare ét noise album for i afgrænsede mængder at opleve, HVOR vidt det rent faktisk kan drives. - guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM