Efter to turbulente år er det nu blevet tid at høre nyt fra et af flagskibene i dansk metal: Mercenary. Det skal ses i lyset af, at siden deres fremragende og internationalt anerkendte album "11 Dreams" fra 2004, har bandets grundlægger og bannerfører Kral kastet håndklædet i ringen. Han er nu blevet erstattet med René Pedersen, ligeledes på bas og vokal, som dog ikke været involveret i indspilningen af "The Hours That Remain". Her er pligterne overtaget den erfarne Jacob Hansen, der også har produceret. Under de omstændigheder kan det måske virke lidt halsbrækkende allerede at være klar med en ny langspiller. Men efter kort tids lytning står det klart, at der ikke er grund til bekymring. Mercenary drøner stadig af sted, og de ser sig ikke tilbage.

Musikalsk er der tale om endnu et skridt i retningen fra thrash/death hen imod powermetallen. Men "The Hours That Remain" er heldigvis ikke et for stort skridt i den retning. Selv om der er lagt stor vægt på de melodiske elementer, formår Mercenary at styre musikken, uden at de på noget tidspunkt er i nærheden af at havne i nogle af powermetallens kvalme faldgruber. Deres musik kan nok bedst beskrives som en krydsning af Nevermore og Evergrey. Dermed har jeg næsten også sagt, at Mercenarys metal er af den skandinaviske skole. De står bestemt ikke tilbage for vores dygtige naboer i Sverige og Norge, og de er væsentligt bedre end gennemsnittet af de mellemeuropæiske bands.

Umiddelbart var jeg under første gennemlytning en smule skeptisk over udviklingen siden "11 Dreams", som jeg husker som et meget mørkere album. Men "The Hours That Remain" er et album, der virkelig vinder allerede efter et par gennemlytninger. Kliché? Ja, men denne gang er det ikke fordi, der er tale om et såkaldt utilgængeligt album, men snarere et meget mættet album. Mercenary er et ikke band, der benytter specielt mange virkemidler, men de kan til gengæld virkelig strække dem utroligt langt. Derfor er alle numrene også på mellem 5 og 8 minutter.

Vekselvirkningen mellem råbevokal og ren sang anvendes optimalt og perfekt afbalanceret især på "Lost Reality", men også på numre som "Year Of The Plague", "My World Is Ending" og ikke mindst titelnummeret. Der bliver også gået til stålet rent tempomæssigt på helt klassisk heavy manér på "Soul Decision" og "This Eternal Instant". Personligt fik jeg mere end ét flashback til Iron Maiden og Yngwie Malsteen i midt-80'erne, men uden de maratonlange guitarsoli. Et andet virkemiddel er Morten Sandagers keyboardflader, der meget raffineret danner kontrast til de kompakte trommer og rytmeguitarer. Fx åbner pladen med en rolig, lidt sørgmodig keyboardfigur, der umærkeligt lægger sig som fundament under hele åbningsnummeret. "My Secret Window" som er pladens næstsidste og bedste nummer, er af en skala, hvor det næsten virker som en opsummering af hele albummet. Jeg synes personligt, at det ville have være den perfekte finale på et meget energisk album, ligesom det kunne egne sig godt til den plads ved koncerterne. 

Jeg kunne godt tænke mig, at Mercenary fulgte deres mere raffinerede sider lidt mere til dørs. Det ville kunne gøre musikken lidt mere varieret og måske tilføre den en mere episk karakter. Opeth nævnes på promoen som et af forbillederne, og man kan godt savne lidt af den dysterhed. Men hvor mange bands der forsøger det samme som Mercenary, ender op med at lyde som en patetisk parodi på deres helte, så er de gæve jyder gjort af et helt andet stof. "The Hours That Remain" er et virkelig godt gennemarbejdet og bund solidt udspil, der lover godt for fremtiden. Mercenary er et band der giver sig den nødvendige tid og de forfalder ikke til letkøbte og halvfærdige løsninger. -simon 

Kom med kommentar i vores FORUM