|
Så har man set det med. Et skotsk metalcore-band, med helte-metalliske tendenser, der helt uden skam i livet underholder med diverse langtrukne whoa-råb, clichéfyldte sangtitler og selvsmagende ”os-mod-dem-tekster”. Ikke en sammensmeltning der lyder umiddelbar tiltrækkende, vel? Overhovedet ikke. Men faktum er alligevel at Mendeed på dette, deres andet album disker op med den ene genialt gennemtænkte og næsten umuligt medrivende blodshymne efter den anden, i en krigsparade af voldsomme proportioner. Tro mig, når først ”Beneath A Burning Sky” som åbningsnummer brager gennem højtalerne, og leder tankerne ud mod gigantiske ridderslag, på tordenramte slagmarker, er man klar til at tilgive alle de clichéer der end måtte bringes. Og tilmed føle en vis charme ved dem.
Mendeed høstede allerede i 2004 mange kritikeres anerkendelse for deres debut-album ”From Shadows Came Darkness”, der bl.a. via singlen ”Ignite The Flames”, samtidig skaffede bandet høj anseelse i store dele af undergrunden. Med ”This War Will Last Forever” på hånden, står Mendeed imidlertid overfor et gennembrud, der i allerhøjeste grad vil overtrumfe hypen omkring debuten. For kvintetten går på nyeste udspil direkte i flæsket på lytteren med en gennemgående, nærmest umenneskelig kreativitet, der skinner frem gennem utallige harmoniske soloer, flere eminent udførte midtersektioner og voldsomt fængende omkvæd, alt sammen leveret med en ekvilibrisme og et dynamisk flow, der er helt igennem betagende. Tag bare en krigerisk lille sag som ”Remains Of The Day”, der i dens mikstur af brutalitet og melodi, er noget nær det tætteste genren har været på den musikalske himmel siden Avenged Sevenfold viste alvorlige tænder med ”Bat Country”, for godt et år siden. Stort!
I det hele taget overvælder Mendeed med en gennemgående høj kvalitet. Hvert eneste nummer synes at indeholde utæmmelige kræfter, der springer ud mod midtergulvet som kastede anlægget med ambolte, mens de ofte fremkomne melodiske passager, tillader lytteren at komme på benene, bare for endnu engang at blive blæst omkuld. En fremragende og målløst velfungerende funktion i Mendeeds univers, der løfter sange som førnævnte ”Remains Of The Day”, ”Withered And Torn” og ildspyende ”The Reaper Waits” op hvor ord bliver overflødige.
At de helte-metalliske udtryk, der følger med pakken kan virke en anelse kalkulerede er en mindre detalje, der ikke sætter de store spor på det samlede regnskab. Mendeed har nemlig så mange musikalske egenskaber at bandet netop nu står som et af genrens mest langtidsholdbare og idérige bands, der inden længe vil storme mod den absolutte superliga. Mendeed viser, ærlig talt, med ”This War Will Last Forever” stående som et ubestrideligt trumfkort, potentiale til at blive en ny generations svar på Iron Maiden. Store ord for et stort album. -dennis
Kom
med kommentar i vores FORUM
|