Melvins kender jeg. Ret indgående endda, og i årevis har deres excentrisk dundrende udfald dannet grobund for mange fængslende lytteoplevelser, selvom det på den anden side ikke ligefrem altid har været den nemmeste tjans at følge med i deres voluminøse diskografi for os almindelige dødelige. Lustmord derimod… Det anses med sikkerhed som ligefrem kriminelt i visse kredse, men med undtagelse af sporadisk namedropping og anbefalinger er det egentlig aldrig lykkedes mig rent faktisk at slå røven i sædet og vælge nogle af hans mange projekter ud til nærmere granskning. Et glimt gennem denne Brian Williams’ CV afslører endvidere, at han desuden i en årrække har arbejdet med lydsiden på forskellige filmprojekter, ja alt fra ”Mighty Morphin Power Rangers” eller ”Bride of Chucky” over til ”Strangedays” er det blevet til, og hertil kommer diverse reklametjanser samt design af lyd til forskellige computerspil. Ikke en gut der bare sidder på sine næver og kukkelurer, vel?

Kollaborationen strækker sig over otte numre med en samlet spilletid på lige under en time, og undervejs dukker endda Adam Jones fra Tool op på guitar, men hans tilstedeværelse tilskynder desværre ingen større udviskning af de skarpe linier mellem bidragene fra Melvins og Lustmord lejrene næsten hele albummet igennem. Lustmord passagerne byder primært på dyster ambient, blid støj og bølgende bevægelser med hjemsted i sindets skyggeside, men mest af alt lader de til at fungere som små broer af lyd eller kollager mellem, når det nu endelig passer Melvins at bade sig i rampelyset og fyre den af. Deres smudsige og alligevel direkte rumlen denne gang hører ellers til i den mest letfordøjelige ende af Melvins outputtet (prøv bare at sætte det her op mod deres ondsindede ”Prick” joke af et album!), og til selvom en del af storheden i deres mere velstrukturerede øjeblikke savnes, er det sgu ganske duelig rock & roll.

I teorien virker konceptet omkring minimalisme i clinch med langt mere bastante udladninger da også temmelig interessant, og alligevel falder indsatsen her delvist til jorden via de alt for klare skillelinier mellem parternes indsats. Man kunne næsten have delt begges bidrag op på to separate udgivelser, som sikkert havde været nok så spændende hver for sig, men det understreger desværre blot samarbejdets til dels udeblivende relevans. Helt fatalt er det på den anden side heller ikke, i hvert fald ikke for mig, da et lille Melvins fix i ny og næ aldrig har skadet nogen, og desuden har jeg virkelig fået blod på tanden til at tjekke noget mere Lustmord ud for at komme til bunds i, hvad han egentlig er for en størrelse. - guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM