’THIS IS SONIC MAGICK’
Disse fire ord er med flamboyant selvfølgelighed nedfældet i majuskler bag på bookletten til det nye Melechesh album ”The Epigenesis”, og hvorfor dog i øvrigt også sætte sit eget lys under en skæppe, når man lige har udgivet årets måske bedste metal udgivelse?

Melechesh, der betyder noget i retningen af ’ildens (be)hersker’ på hebraisk, betegner selv deres musik som ’mesopotamian metal’, hvilket i realiteten dækker over en nogenlunde ligelig fordelt blanding af de bedste elementer fra traditionel metal, thrash, death og black metal kombineret med et tekstunivers, der finder sin inspiration i mesopotamiske, assyriske, sumeriske, persiske og babylonske legender, myter og overleveringer.

Umiddelbart mindede ”The Epigenesis” mig indledningsvist lidt om Absu’s selvtitulerede monster af et comebackalbum fra sidste år; en udgivelse der trækker på nogle af de samme lyriske inspirationskilder som ”The Epigenesis”, og som i øvrigt også med sit rykkende black/thrash mix på det musikalske plan synes sammenlignelig med ”The Epigenesis”. Melechesh er bare om muligt lidt federe, da de favner endnu bredere rent musikalsk og inkorporerer etniske elementer og instrumenter, der yderligere understøtter tekstuniverset, og gør sammenligninger med f.eks. Rudra og naturligvis Nile uundgåelige.

Vokalist, hovedkomponist, tekstforfatter og guitarist Ashmedis stemmeføring minder om en dæmonbesat udgave af Gollum fra ”Ringenes Herre”, hvilket passer umanerligt godt til Melecheshs etniske ekstremmetal, og når han og andenguitarist Moloch slår sig løs på 6 og 12-strengede guitarer og etniske instrumenter som citar, baglama saz og bindir, er der ikke et øje tørt hos denne anmelder. Ashmedi har i øvrigt selv produceret albummet i et nyligt opført studie i Istanbul, Tyrkiet, og også dét er han sluppet umanerligt godt fra.

Trommeslager Xul fortjener også uforbeholden ros for sin indsats, der udnytter hele godteposen af percussive virkemidler; fra helt blytung, traditionel timekeeping, over old school thrash grooves for blot for alvor at skrue death/black metal bissen på, når det fra tid til anden er påkrævet. Vel at mærke uden hele tiden at skulle overdøve de andre musikere, men snarere understøtte og komplementere dem, samtidigt med at han holder tingene rytmisk interessante med små diskret fills og lækre subtile detaljer. Her synes Absu sammenligningen i øvrigt igen anvendelig, idet Xuls approach minder mig en hel del om Absu’s Proscriptor McGowern i stilen (McGowern har rent faktisk spillet trommer på et tidligere Melechesh album); igen om muligt bare lige en tand federe.

I det hele taget er Melechesh ud over tydeligvis at være gode musiker også sublime sangskrivere, der virkelig forstår at strikke lange episke numre sammen, så de små fem kvarter ”The Epigenesis” varer nærmest flyver af sted uden så meget som et kedeligt øjeblik i sigte. Allerede den indledende ”Ghouls of Nineveh” sætter standarden med et tungt og malende mix af inputs fra traditionel metal og black metal; et mix som også Watain lykkedes stort med på deres ”Lawless Darkness” album fra i år. Men hvor Watains musik udstråler skandinavisk kulde og bundfrossen forknythed, emmer Melecheshs udgydelser snarere af glohed mellemøstlig temperament og knastørre ørkenstorme.

Ashmedi skriger den efterfølgende ”Grand Gathas of Baal Sin” i gang med et uakkompagneret ’Grand Gathas, bringers of magick!’, inden Melechesh for første gang sætter tempoet i vejret og rammer det tætteste albummet kommer på et regulært black metal nummer i traditionel forstand, efterfulgt af den stemningsfulde, tungere og mere melodiske ”Sacred Geometry”, der endog krydres med skønsang og en smule understøttende mandskor i baggrunden.

På et album med lutter højdepunkter skiller ”The Magickan and the Drones” sig fordelagtigt dog ud med den mest hæsblæsende og catchy omgang black/thrash hørt siden Ludicras perle ”In Stable” fra tidligere i år, men apropos kombinationen af det hæsblæsende og det catchy, så er også både ”Defeating the Giants”, ”Illumination: The Face of Shamash” og ”Negative Theology” også umådeligt svære ikke at bukke sig i ørkenstøvet i bar benovelse og ærefrygt over.

To afdæmpede åndehuller i form af instrumentalnumrene ”When Halos of Candles Collide” og ”A Greater Chain of Being” er der også blevet plads til, og de minder i deres eksperimenter med mellemøstlige instrumentering og arabisk kromatik meget om udtrykket på Nile guitaristen Karl Sanders indtil videre to soloalbums. Just som man efter ti fantastiske kompositioner og en lille times spilletid tror at nu kan det da ikke blive ret meget bedre, sætter Melechesh lige trumf på med den majestætiske tolv minutter lange fata morgana af et afsluttende titelnummer, der snildt kan konkurrere med de bedste og mest episke kompositioner fra netop omtalte Nile; ja faktisk vil jeg mene at ”The Epigenesis” knuser alt Nile har lavet indenfor de sidste 3-5 år effektivt til benmel.

Lur mig om ikke ”The Epigenesis” indenfor ret kort tid yderst fortjent vil blive kanoniseret som en ekstremmetallisk nyklassiker; i hvert fald tvivler jeg ikke et sekund på at Melechesh som absolut minimum har kreeret sæsonens vigtigste og prægtigste metalalbum. Med andre ord er den skamløse selvpromovering bag på bookletten til ”The Epigenesis” rent faktisk i et hundrede procents overensstemmelse med den skinbarlige sandheden; Melechesh har skabt et mesterværk ud i sonisk magi. –byrial

Kom med kommentar i vores FORUM