Der har som bekendt været ret delte meninger om Dave Mustaines virke efter Youthanasia, som de fleste vel nok anser som den sidste rigtig gode klassiske Megadeth-skive.
Personligt hører jeg til den gruppe, der har fulgt pænt med fra sidelinien og ikke afskrevet noget på forhånd, men tværtimod kunnet høre adskillige glimrende sange i en række albums, der stort set har syntes både sunde og nødvendige for bandets videre udvikling - uden dog at overgå den af klassikerne, man nu engang måtte have som favoritalbum. Men generelt er folk stået lidt af og på; 90'ernes lidt stilforvirrede eksperimenteren delte vandene, og selv de nyere, mere thrashede udspil har overordnet set fået en lidt lunken modtagelse. Kun de allermest dedikerede die-hard-fans har holdt ved hele vejen igennem.

Men denne gang burde der ikke være noget at diskutere.
Megadeths 12. studieudgivelse, "Endgame", er kort fortalt fandenivoldsk MegaMetal i en kvalitetsmæssig liga hvor få andre kan være med.

"Endgame" er første skive med den nye guitarist Chris Broderick, (kendere vil huske ham fra Nevermore og At Vance), og allerede fra første skæring, den instrumentale "Dialectic Chaos", får manden lov at træde i karakter som endnu en lodret overbevisende tilføjelse til Megadeths perlerække af tidligere medvirkende guitarhelte. Broderick og Mustaine nærmest kæmper om at tæske mest mulig manisk shredding og infamt hidsige riffs i ens fjæs, og det i et temmeligt seriøst tempo og med en attitude så tyk at man kan skære i den. Enhver sand metalfans deraf følgende sadistiske grin vil byde enhver udenforstående at fjerne sig hurtigere end "This Day We Fight" tager over og giver åbningsnummeret baghjul. Så er vi sgu i gang!
Den herlige farthymne "1,320" byder på et break og en solo, som, apropos speedmetal, er rendyrket Metallica anno '83, og den mindst lige så herlige "Head Crusher" byder på et C-stykke, der med sin systematiske voldtægt af den dybe e-streng er præcist lige så bøvet som det kan skæres uden at blive fladpandet. Det er i sandhed en sjælden fryd at høre et band med så mange år på bagen spille med samme energiske vitalitet som en flok 16-årige i de gamles garage, men med samme tekniske kunnen som kun de allerfærreste indenfor genren. Hell... SMUKT er fandme hvad det er.

I klar kontrast til alt fræseriet står omkvædene i numre som "44 Minutes", "How the Story Ends" og den giftdryppende titelsang, der alle tilfører mere end nok melodi til at være sangbart, men ikke så meget at det bliver corny og klamt, som tilfældet er hos et utal af moderne metalbands. Generelt kunne - og burde - disse opkomlinge tage godt og grundigt ved lære af Megadeth, som her viser at der altså stadigvæk sagtens kan skrives gedigne heavyslagere pr. traditionel opskrift uden at det af den grund behøver lyde uvedkommende eller gammeldags, samt at en metalskive anno 2009 ikke behøver at være komplet sterilt produceret for at være velklingende. I det hele taget bør kongeproducer Andy Sneap, kendt for sit arbejde med så'n ca. halvdelen af alle metalbands i verden, krediteres for at have fundet en sound, som på én gang er beskidt og larmende, men samtidig får alle instrumenter til at stå klart frem og komplementere hinanden.
Den gode hr. Sneap sad dog som bekendt bag knapperne allerede på forrige 'Deth-udspil "United Abominations" ('07). Men "Endgame" er tydeligt denne overlegen. Megadeth har skåret ind til benet hvad angår både rytmefigurer og dele i hver enkelt sang, og hvor der før har været overflødighedsmomenter her og der, bibeholdes nu kun de bedste, mest fængende og effektfulde ideer på samtlige fronter. Stort set. Det er ikke perfekt, men det smager faktisk lidt deraf. Sangskrivningsstandarden er simpelthen på sit højeste siden "Cryptic Writings" ('97), og flere sange på "Endgame" burde med rette være garanteret en stensikker plads på den næste Megadeth-opsamling, når denne engang udkommer, samt på sætlisten til den kommende tour. Samtlige skæringer ligger tilmed i så godt som perfekt forlængelse af hinanden, så den gode gamle "røde tråd" tilgodeses og et i forvejen dynamisk og versatilt album på fornem vis fremstår endnu mere dynamisk.

Jeg må retfærdigvis tilstå, at jeg som udgangspunkt rent faktisk var fast besluttet på kun at spise skiven her af med fire C'er (samt dog et ekstra lille c for det kunstneriske indtryk). Det er der et par overordnede grunde til, nemlig for det første at Megadeth vel at bemærke ikke tilføjer nogetsomhelst nyt til hverken thrash- eller metalgenren i det hele taget, samt for det andet at hr. Mustaines vokal alle dage har været mig ubehjælpeligt svær at fordøje.
Men et par ekstra lyt og lidt gransken fik mig på bedre tanker. Manglen på nytænktning til trods er "Endgame" med sit overlegne display af aggression, dynamik og flair for velfungerende ideer en af de plader, der simpelthen minder en om, hvorfor metal nu engang lige er og bliver planetens sejeste musikgenre. Så selvom Mustaines vokal måtte være nok så irriterende, skal det aldeles ikke være det bærende element i dommen over en så helstøbt magtdemonstration af en skive: Fem flotte C'er til Dave og co. for definitivt at have genopfundet den kolossale institution i thrash metal, som Megadeth for altid vil være. -andreas

Kom med kommentar i vores FORUM