my dying bride – the voice of the wretched
 
Karakter Udgivet Genre Selskab Producer
CCCC April 2002  Doom Peaceville/Nordic Metal --
 

Selvom My Dying Bride har eksisteret i over 10 år har de aldrig, før nu, udgivet et rigtigt livealbum. Udgivelsen af ”The Voice of the Wretched” kommer samtidig med genudgivelsen af bandets livevideo ”For Darkest Eyes” på DVD og må nok ses som endnu en af Peacevilles cash-in udgivelser. Hvis vi starter med indpakningen er de første indtryk absolut ikke positive. Coveret er nok det grimmeste My Dying Bride cover nogensinde og ikke nok med det, der er også byttet rundt på to numre i tracklisten på bagsiden af mit promoeksemplar. På den rigtige version er dette rettet, men til gengæld er der stavefejl i en af titlerne. Pinligt!

Når man endelig når frem til musikken er det til gengæld en fornøjelse. Albummet er optaget på Peacefest touren i 2001 og fra der lægges ud med ”She is the Dark”, står det klart at lyden og produktionen er i top. Bandet kommer godt igennem det meste af deres diskografi, selvom der ikke er nogen numre fra ”As the Flower Withers”. Der er endda en tidlig version af ”A Cruel Taste of Winter” fra det dengang uudgivne album ”The Dreadful Hours” og selv et nummer fra det udskældte og meget atypiske MDB album, ”34.788%…Complete”, er der blevet plads til. 

Nu vil My Dying Bride kenderen naturligvis spørge: ”Jamen, hvad med violinen”? Og dertil kan jeg kun svare at man faktisk sjældent savner den. I stedet for at få keyboardet til at efterligne violinen er de fleste passager omarrangeret til orgel eller (synth)kor og dette giver sangene et friskt pust. 

Kvaliteten af materialet kan ikke diskuteres og når bandets præstation, som her, er i top og lyden ligeså er der ingen tvivl om at albummet er en lækkerbisken for enhver My Dying Bride fan. Nysgerrige bør dog i stedet anskaffe det klassiske album ”Turn Loose the Swans” der bør stå i enhver doom-fans samling! -dave


Kom med kommentar i vores FORUM