Hemmeligt skal det ikke være, at ”Chimera” nok er det album, jeg har haft sværest ved at håndtere indtil videre i dette års linde strøm af udgivelser, rangerende lige fra det argeste lort til et regulært mesterværk. Og med ”svær” menes der, at voldsomt mange overvejelser har været på spil, da Mayhem gennem deres omtrent tyveårige on/off bandhistorie har formået at levere et yderst dragende output, om end mængden af reelle udgivelser egentlig har været ret sparsom, hvilket er svært ikke at lade sig influere af, når en dom skal fældes. Den aktuelle inkarnation af Norges helvedesbrigade har som bekendt ej heller de store fællestræk med drivkraften bag den isnende stemning på ”De Mysteriis Dom Sathanas”, så Mayhem af i dag bør nok alligevel retfærdighedsvist bedømmes uden så megen skelen til Euronymous æraen, hvis et optimalt udbytte skal opnås.

I et godt stykke tid efter at have modtaget ”Chimera” brød jeg mig egentlig ikke synderligt om den. Lige fra de første toner af det kortvarige indledningsbombardement ”Whore” mødes man af perverst steril og klinisk produktion – en ren issyl i halspulsåren på bedste ”Basic Instinct” manér (selvom det nu er en grim, grim film). Æstetikken omkring lyden virker næsten helt tvangspræget, men i længen giver det faktisk positivt udslag på skalaen af sygelighed. Det skal i hvert fald være hævet over enhver tvivl, at den klassiske necro-lyd af skovens fugtige mulm og mørke ikke indgår i dags(nat?)ordenen på noget tidspunkt, og om man kan leve (være udød?) med det, er klart en smagssag.

Ethvert avantgardistisk udslag er sløjfet helt til fordel for langt mere slagkraft og flænseri med blottede kløer og et mordlystent blik i øjnene. De store armbevægelser, som var til manges irritation på forgængeren ”Grand Declaration of War”, er altså helt afskrevet, så vi står tilbage med et mere strømlinet udyr og absolut ingen pompøsitet i sigte. Maniac er også trådt ned fra podiet og har helt droppet despot/diktator vokalen for at koncentrere sig om rendyrket hvæsen, hvislen og sygelig rallen. Lidt som en krybende giftslange, altid på vagt og klar til at hugge ud på et splitsekund. Lige i titelnummeret kommer der lidt tale ind kortvarigt, men ellers viger han ikke fra stien.

Ovenstående træk var alle noget, der umiddelbart fik ”Chimera” til at virke mere endimensional stillet op over for forløberen, hvilket nok bidrog til min umiddelbare skuffelse, men efter lidt tid på pinebænken måtte jeg sande, at det faktisk ER fedt, og måske nærmere repræsenterer en øget målrettethed og bevidsthed om egne evner til formåen. Mayhem er ikke bange for den store, stygge ulv, for meget af det man finder her, er lige netop baseret på en art tilbagegang til det mere direkte og voldsomme udtryk på ”Wolf’s Lair Abyss” ep’en. Om end det fungerer optimalt i mindre doser, bliver de blitzende knivstik måske lige en (hug)tand for effektløse i det lange løb.

Heldigvis kommer grusomheden også til udtryk på anden vis gennem en håndfuld langsommere kompositioner og passager, hvor smerten trækkes ud på en mere dvælende facon. Tag bare finalen på ”My Death”, et ”The Omen” agtigt over(under?)jordisk kor der messer ”odium humani genesis”, til koldsveden pibler ned af ryggen på dig. Mesterligt! Eller ”Impious Devious Leper Lord” hvor slagmarken forceres med en blanding af buldrende basspil og tilbageholdt, hviskende dæmoni. Mayhem kan altså også sagtens, når den kombinerede gaspedal og autopilot bliver slået lidt fra, og det er sådan set her, de virkelig brillerer på ”Chimera”.

Og på bundlinien er der faktisk blevet oparbejdet en ret fornuftigt tilfredshed med Mayhem anno 2004 for mit vedkommende. Jeg er ikke i tvivl om, at andre hellere havde set, at de enten var fortsat marcherende mod den avantgardistiske stil, eller var gået zombie-gang tilbage til de primitive rødder, men Mayhem har nu engang valgt en helt tredje løsning, der fungerer (u)fint nok mestendels, dog uden at være virkelig banebrydende. Et køb vil langtfra være spildte (blod)penge, og en del af charmen ved ”Chimera” har her måske også lige netop vist sig at være den kamp og den modstand albummet gav, før jeg kunne tage det til mig. - guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM