Gang på gang får den ikke for lidt fra adskillige, normalt ligevægtige og fornuftige mennesker i min omgangskreds, når tyske Maroon skal lovprises, både på plade og på scenen. Sidste punkt mangler jeg endnu selv at opleve, og de gæve straightedge krigere har således stadig en potentiel mulighed for at blænde mig der, men trods gentagende, ihærdige forsøg lærer jeg nok bare aldrig at komme helt overens med deres hidtidige udgivelser. Dertil er de simpelthen for anonyme og ensporede.

Afguderne Slayer, diverse former for tysker-thrash, lidt At the Gates og en knivspids gammeldags hardcore må de virkelig elske (for hvem gør ikke det?), men fremgangsmåden er entydig hele vejen igennem – smid det hele i en blender, flip on/off knappen i bund og server. Problemet er så bare, at blenderen aldrig slukkes, så Maroon selv kan tage over og blamere med et individuelt og ganske vitalt touch, hvormed de bliver hævet over masserne. Med panden hårdt mod muren møder de det værst tænkelige problem, som mange nyere metalcore helvedeskarle plages af – nemlig en forfærdelig generisk, standardiseret lyd med alt det formelle helt i orden og krydset af på tjeklisten, men når selvet udebliver, kan det hele efterhånden være lige meget.

Især på thrash-revival fronten bliver det decideret tørt, og jeg har svært ved at se, hvorledes ”Endorsed by Hate” for eftertiden skulle kunne konkurrere med The Haunted, såvel som vores egne Hatesphere, om dyrebar opmærksomhed i afspilleren, da begge de bands sjovt nok besidder så rigeligt af, hvad Maroon mangler – den dyrebare identitet som i sidste ende resulterer i mere end blot 15 minutters anstrengt opmærksomhed.

Med en håndfuld kraftige markører i sangskrivningen, der kunne lyse gevaldigt op over det golde metalcore-landskab ville det straks være en anden sag, men som det står til nu, føler jeg absolut ingen umiddelbar trang til at sætte albummet på igen inden for den nærmeste fremtid, når sidste ord er skrevet her. Bedre held næste gang. - guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM