Sidst vi forlod Marilyn Manson, gav han den som nybagt single på "Eat Me, Drink Me" ('07), en konceptplade om ulykkelig kærlighed, hvilket nok må siges at være det mest grænseoverskridende, manden har præsteret, siden han for 11 år siden nedbrød og genopbyggede sit eget image med glamrockskiven "Mechanical Animals". Siden sidst er bassist og producer Tim Skold vendt tilbage til sit tidligere industrial-outfit, legendariske KMFDM, og er blevet erstattet af ingen ringere end Twiggy Ramirez, som udover bassen nu ikke blot assisterer på samtlige instrumenter, men også hvad angår produktion og sågar sangskrivning. Tilbage i folden er også gode gamle Ginger Fish, hvilket har rokeret Chris Vrenna til keyboardtjansen. Vi har med rette kunnet forvente os en hel del i denne omgang.

"The High End of Low" fortsætter imidlertid hvor "Eat Me, Drink Me" slap. Den bliver langt hen ad vejen hængende i forgængerens bitre selvmedlidenhed både tekst- og stemningsmæssigt, ligesom musikken heller ikke afviger stort fra en glam'et chok-rock-light krydret med enkelte få elektroniske toppings. Lydbilledet er temmeligt skrabet, hvilket ofte minder en om, hvor meget man savner Trent Reznors industrielle wall-of-sound fra "Antichrist Superstar" ('96). Men det er til tider ganske effektfuldt, eftersom det henleder fokus på det, der igen-igen er albummets største force, nemlig teksterne.

Som før antydet er vi langt henne ad vejen ude i selvbiografiske anekdoter om kvinderne i personen Brian Warners liv. Ikke blot på dét punkt har kunstneren Marilyn Manson taget ved lære af kollegaen og vennen Eminem, men endda også hvad de konkrete tekster angår: "There is a word that's like you/because it can be a noun, a verb, an exclamation/or the thing that I say when something is unbelievable/when I am not able to believe how unbelievably unbelievable/that you believe that you could not be leavable" LYDER med Mansons nærmest snakkende signaturvokal faktisk mest af alt som rap.
Mandens notoriske flair for alt fra finurlige ordspil til kryptiske flertydigheder redder langt hen ad vejen en ellers potentiel tematisk blindgyde, som ind imellem får en til at tvivle på, at hr. Warner overhovedet bør befinde sig i et forhold med et hvilket som helst kvindemenneske: "If you're not afraid of getting hurt/then I am not afraid of how much I hurt you/I'm well aware I'm a danger to myself/are you aware I'm a danger to others?". Han er ledig, tøser!

Ind imellem dukker Mansons anden og mere velkendte edderspyende samfundskritiske side heldigvis op til overfladen, som i den temmelig eksplicitte "We're From America": "We don't believe in credibility/because we know that we're fucking incredible/I wanna be a martyr/I don't wanna be a victim/be a killer with a god/so they call me a hero". Og der er drøje tæsk til tidens mainstreamunderholdning og dens publikum i "Blank and White": "All you fuckers vote 'beep beep beep'/in drunk karaoke cars/if it's too dumb to see or say you'll still sing it/I'll just cue the applause/give me a picket sign/and make it blank and white/like all those stupid teenage girls/we're gonna need it where we're going tonight". Det er nok hørt før, men det er, om ikke andet, stadig aktuelt.

Som helhed fungerer det for det meste okay uden at gøre noget stort nummer af sig. Der lægges fint ud med "Devour" og "Pretty As A Swastika", som begge er eksempler på, at Manson ikke behøver at genopfinde sig selv for at skrive gode sange. Lidt efter lidt begynder illusionen dog at briste en del. - Af den simple årsag at vi altså for længst er ude af midt-90'erne. Selvom manden er nok så skarp en lyriker, kan det ikke redde det faktum, at den samlede chokværdi næppe kan komme bag på særligt mange andre end USA's allermest gudfrygtige knoldesparkere samt måske et par pensionerede matroner fra Gentofte, som læser Ude og Hjemme og stadig er en lille smule forargede over Rolling Stones. Selv pladens første og mest fængende tredjedel kommer til at drukne i ufarlig modalharmonisk glamrock med den ellers udmærkede ballade "Four Rusted Horses" uheldigt placeret imellem de tandløse "Leave A Scar" og førstesinglen, den obligatoriske shuffle-rocker "Arma-Goddamn-Motherfucking-Geddon".

Ind imellem leges der en lille smule med stoner-rockede virkemidler, som på den fede "I Have To Look Up Just To See Hell". Desværre virker det ikke på "WOW", der lyder som Queens of the Stone Age, når de er værst, og på den alt for lange "I Wanna Kill You Like They Do In the Movies", hvis durkdrevne monotoni dræber både den selv og lytteren.

Det ville virkelig klæde en så kreativ og visionær mand som Manson rent faktisk at forny sig mere end hvad angår bare at skrive nye sange. Oprigtigt talt ser jeg mere frem til hans Lewis Carroll-film end til en ny Marilyn Manson-skive, såfremt han bliver ved med at køre i samme musikalske rille som her. "The High End of Low" kan naturligvis anbefales til hardcore fans, men faktisk især til dem, der interesserer sig for mandens tankegang, filosofi og budskaber, men endnu ikke har tjekket ham ordentligt ud og frem for alt endnu ikke lært at høre rigtig hård rock. -andreas

Kom med kommentar i vores FORUM