‘Derfor, ligesom synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden således trængte igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet’

Ovenstående passus er taget fra Det Nye Testament, nærmere betegnet fra Romerbrevet kapitel 5, vers 12, der beskriver arvesynden; altså det faktum at Adam ved at spise af æblet i Eden have påførte hele menneskeheden synd og død. Den svenske black metal krigsmaskine Marduk har på deres ny og 10. studiealbum ”Rom 5:12” taget temaet op med en udgivelse, der da også forventeligt oser langt væk af død og arvesynd.

Også i denne omgang har bandets bassist Magnus ’Devo’ Andersson stået for produktionen, og det er sgu dejligt med et black metal album, hvor man for en gangs skyld kan høre bassen; et instrument som ellers underprioriteres groft i genren, men som hos Marduk spiller en vital rolle i bandets skumle og begsorte lyd. Mortuus, der under navnet Arioch leverer den lede vokal i bandet Funeral Mist, træder endnu mere i karakter på ”Rom 5:12” end tilfældet var på ”Plague Angel”, og han synes nu at have fundet sig helt til rette i Marduk regi; hør bare de udpenslede og afsindige skrig på nummeret ”Through the Belly of Damnation”! Trommeslager Emil Drautinovic træder desværre officielt ud af Marduk efter ”Rom 5:12” for bl.a. at hellige sig sit eget band The Legion; lidt ærgerligt, for han kværner virkelig alt effektivt til benmel på dette nye album!

Som altid når man snakker Marduk er der en del superaggressive og tempomæssigt oppiskede black metal numre at finde på ”Rom 5:12”, såsom ”The Levelling Dust”, ”Through the Belly of Damnation”, ”Limbs of Worship”, ”Vanity of Vanities” og ”Voices of Avignon”. Alligevel er højdepunktet dog klart den monstertunge og infernalsk onde “Accuser/Opposer”, der er det nye albums modstykke til andre tunge travere som ”Bleached Bones” fra ”World Funeral” og ”Perish In Flames” fra ”Plague Angel”; dog med det tvist at Alan Averill fra de irske doomsters Primordial i rollen som ’the opposer’ bidrager med noget vellykket ren vokal på ”Accuser/’Opposer” som modvægt til Mortuus’ anklagende udbrud som ’the accuser’. En anden forbandet tung og næsten ligeså overbevisende sag er “Womb of Perishabelness”, der virkelig trækker tænder ud trods sit sneglende tempo og sin simple riff-opbygning; ja der er næsten ved at gå regulær doom i den til tider, hvis det da ikke lige var for Mortuus’ psykotiske skrigeri.

Noget der er ved at blive en lille tradition på Marduk albums er samarbejdet med de apokalyptiske, neo-klassiske mørkemænd i Arditi. På ”Plague Angel” gav det sig udslag i nummeret ”Deathmarch”, mens Arditi på ”Rom 5:12” til stor effekt lader deres mørkmajestætiske misantropi gennemsyre den stemningsskabende skæring ”1651”. Spooky shit!

Jeg har hørt Marduk fanatikere omtale “Rom 5:12” som den bedste Marduk udgivelse siden den ultimative krigserklæring af et Marduk album, “Panzerdivision Marduk”, men det synes jeg måske er at gå en smule for vidt. Den nye udgivelse er bestemt mere end Marduk navnet værdigt, men i det væsentlige er ”Rom 5:12” i mine ører hverken værre eller bedre end ”World Funeral” eller ”Plague Angel” var. Men hvorfor også ændre på en formel der virker? Med 10 albums under nittebæltet må Marduk i hvert fald om nogen siges at mestre denne specielle svenske afart af hæsblæsende og blasfemisk black metal i en sådan grad at de nok ikke skal regne med nogen syndsforladelse i den nærmeste fremtid. -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM