Det har næppe kunnet komme bag på særlig mange, at Manowars første studiealbum i fem år ville kaste et livealbum af sig fra den dertilhørende promotion-turne, som i ægte Manowar-ånd fik den overblærede titel ”Demons, Dragons and Warriors World Tour”. ”Gods of War Live” er passende nok optaget på den tyske del af touren; passende nok fordi Tyskland stadig er det land, der tager bedst imod Manowars uspolerede og på alle måder tykke heavy metal. (Jeg plejer at sige, at Manowar inderst inde er tyske, - men tilfældigvis kommer fra New York).

Herlighederne indledes som sædvanlig med det nu 27 år gamle ”Manowar”-nummer, og hvor der desværre kommes lidt skævt fra start rent lydmæssigt, står det klart at energien er perfekt indkapslet. Spilleglæden, den voldsomme håndtering af instrumenterne og ikke mindst publikums ubetingede begejstring er ikke til at tage fejl af.
Nyklassikeren ”Call To Arms” tager over efter en afslutning, som principielt sagtens kunne have rundet hele showet af. Men nej; der er to timer forude, og de vil være spækket med metalhistorie.
Lyden går fra at være noget nær standard-livelyd til at være noget nær knivskarp, og på ”Gloves of Metal” har skrålhals Eric Adams fået sunget sig varm. Således følger en sand perlerække af velklingende Manowar-slagere: ”Each Dawn I Die”, ”Holy War”, ”Mountains”, ”The Oath” og ”Secret of Steel” – som her med udvidet skarphed og ekstra dynamik lyder bedre og friskere end nogensinde!

I ”Son of Williams Tale” brillerer Joey DeMaio traditionen tro på sin famøse piccolobas. Manden spiller hverken særligt charmerende eller for den sags skyld særligt tight, - men det går sateme stærkt! Og helt ærligt: Det ER trods alt ikke Dream Theater, det her. Publikum er ellevilde, og det er sgu det, der tæller. - Og her kan de høres ned til enkeltpersonsniveau, hvilket bestemt er en fed detalje, som kun gør oplevelsen mere autentisk.

Af velsagtens flere forskellige årsager udelades den obligatoriske brandtale, og der gås direkte til et veritabelt femkløver af crowdpleasere: ”The Gods Made Heavy Metal”, ”Die For Metal”, ”Kings of Metal” – hvorpå publikum råber højere end jeg har hørt på nogen anden liveskive nogensinde, - ”Warriors of the World United” og endelig ”Black Wind, Fire and Steel”.

… Og hvis ikke enhver ynder af ægte heavy står tilbage med ømme nakkemuskler og jernhård erektion efter sådan en omgang, ja, så er der sateme godt nok noget råddent galt i Danmark.
Men bedst som dette her sagtens kunne have været en yderst veloverstået tidsrejse, vender vi tilbage til 2007. ”Gods of War”-pladen skal promoveres, og således følger et ekstra sæt, omfattende hele anden tematiske halvdel af Manowars 10. studieudgivelse. Modigt – ikke mindst taget i betragtning, at ”Gods of War’s” oplagte hits og livenumre såsom ”King of Kings”, ”Sleipnir” og ”Loki God of Fire” således er udeladt til fordel for den mere narration-baserede del af albummet.

De af os, der har været heldige nok til at opleve Manowar live på ”Demons, Dragons and Warriors”-touren, vil dog vide at sceneshowet alene i denne del var mere end rigeligt til at holde tusinder af mennesker tryllebundne. Ild på hele scenen, baggrundsfilm på storskærm, ild fra loftet, live vikingekampe, et gigantisk vikingeskib med ild i og endelig bare masser af ild indfriede til fulde Joey DeMaios løfte om et show, der ville overgå samtlige shows hidtil.

Disse dejlige features er af gode grunde lidt svære at omsætte til CD-format, men kunne man lide selve ”Gods of War”, er live-sæt nr. to med sine 37 minutter bestemt en overskuelig affære. Ikke mindst grundet den altid rørende singalong-afslutter, studieversionen af ”The Crown and the Ring” – og selvfølgelig det faktum at de episke og majestætiske ”Sons of Odin” og ikke mindst titelnummeret faktisk fungerer brandgodt live.

Største kritikpunkt er, at lyden på Adams’ vokal er desværre en kende mærkelig til tider, hvilket specielt de tonalt dybe passager lider under. Ligeledes kan det irritere, at han bevidst ændrer melodierne for at økonomisere med energien på de ellers mest krævende steder. Specielt når nu manden ellers synger så rent og kraftigt som tilfældet er, - hvilket her især kan høres på ”Mountains” og numrene fra ”Into Glory Ride”-skiven (’83).

Men disse skønhedspletter er detaljer, som langt fra er nok til at skæmme helhedsindtrykket på ”Gods of War Live”. Sættet er enormt strømlinet, og det giver et glimrende indblik i Manowars bagkatalog uden den helt obskøne brug af sikre hits. De nye numre vil afgjort virke bedst hos de fans, som nåede at opleve showet (og således alligevel er dedikerede nok til at have købepligt), men det gør ikke pladen mindre anbefalelsesværdig til eventuelle nye Manowarriors, og den trumfer bestemt Manowars forrige liveudgivelse, ”Hell On Stage” (’99). CCCCc

Hail and kill. - andreas

Kom med kommentar i vores FORUM