Så er det tid til at hvæsse stridsøksen, pudse skjoldet og sværdet og sadle sin hest. Et af power-metallens helt store navne er tilbage med nyt materiale. ”Gods of War” hedder den tiende skive fra Manowar, som er tænkt som første album i en cyklus af koncept-albums, hvor hvert værk i cyklusen bliver en hyldest til en krigsgud i den nordiske mytologi. I dette tilfælde er omdrejningspunktet Odin, den mægtigste af de nordiske guder.

Kender man til Manowar i forvejen, ved man, at disse fire stenalder-mænd fra USA har sunget om ”true metal” siden deres debutalbum fra 1982 – og har svoret død og ødelæggelse over ”false metal” – hvad så end det er? De har skrevet om kvinder som slaver, hvis eksistens kun er berettiget ved at de tjener manden! Og ja, jeg vil da ikke lægge skjul på, at det, for mit eget vedkommende, godt kan være lidt af en gåde, at bandet har klaret sig så godt, som det har.

Stilen er altså stadig de fire krigere mod resten af verden, og som det altid er tilfældet med Manowar, er coveret virkelig gennemført – og underbygger de fire ”helte” i deres sagn univers. Al tekst i coveret står naturligvis kun skrevet med runer – dog har bandet været så venlige at inkludere et forklarende rune-alfabet i booklet’en, så de lyttere, som ikke er så lærte udi det oldnordiske skriftsprog, også kan stave sig igennem tekster, credits, involverede musikere osv.

Og man kan sige meget om Manowar, af både godt og dårligt, men en ting er sikkert – det er vaskeægte guitar-helte-lir for alle pengene, og både Joey DeMaio og Karl Logan (på strenge-instrumenter og keys) er fantastiske og leverer varen 120% - samtidig er Eric Adams en brillant power-metal-vokalist, som i sikker stil står i front for det amerikanske firkløver.

Albummet åbnes af et orgel-stykke, ”Overture to the Hymn of the Immortal Warriors”, som er mere langt end det er interessant. Til gengæld er orgellyden her virkelig dårlig og det melodiske og harmoniske materiale er, på trods af sit forsøg på at virke storladen og bombastisk, mest af alt bare kedeligt og kikset. Som lytter sidder man faktisk bare og venter (og venter) på, at skiven skal ”komme i gang”. Men først skal vi også igennem en ”tale-indledning” på track nr. to, ”The Ascension”. Og endelig begynder albummet!

Af skæringen som står stærkt på ”Gods of War” kan nævnes titler som ”King of Kings”, ”The Blood of Odin”, ”Die for Metal” og det mest oplagte hit, ”Sleipener”. Generelt er skæringerne på ”Gods of War” spækket med passager med tale – og det bliver efter min mening alt for meget. Ikke blot giver ”tale-passagerne” en vis følelse af stilstand i det musikalske flow, men samtidig virker stemmeføring på passagerne underlig. Det er tydeligt at høre, at der er manipuleret med pitch på det talte (så det lyder mere mørkt) – og det har desværre kun gjort effekten af det talte værre, selvom det tydeligvis er tænkt som en spektakulær måde at skabe en dyster og mystisk stemning på. Men lad os slå fast, at forsøget mislykkes totalt. -maria

Kom med kommentar i vores FORUM