Hvis man synes at det forrige album med norske Manes, ”Vilosophe” fra 2003, var et aparte album at forholde sig til, får man da først for alvor sin sag for med deres nye album ”How the World Came to an End”! Med tanke på bandets fortid som et traditionelt black metal band var den vellykkede og genreoverskridende blandingen af metal og electronica på ”Vilosophe” noget af en overraskende udvikling, men på ”How the World Came to an End” hopper Manes i endnu højere grad helt ud på dybt vand, hvad angår musikalsk eksperimentation!

Det lyder nemlig som om Manes denne gang mere eller mindre helt har forladt en (tilnærmelsesvis) normal sangskrivningstradition til fordel for et (endnu mere) udflydende udtryk; et udtryk hvor dét at skabe en stemning og et særegent lydlig univers er vigtigere end dét at skabe X antal enkeltstående og klart definerede numre. I processen har Manes så samtidig valgt at luge noget nær alle de sidste rester af metal ud af deres musikalske ligning, hvilket antageligvis yderligere vil fremmedgøre de metalfans, der allerede var skeptiske mht. udviklingen på ”Vilosophe”. Til gengæld må Manes så forventes at få et helt nyt publikum i tale med ”How the World Came to an End”, for nu er hiphop/rap, ambient, drum’n’bass/techno, spøgelsesagtig reggae/dub og trip-hop pludselig også blevet en del af de skøre nordmænds musikalske referenceramme!

På det nye genreskizofrene album kan Manes det ene øjeblik lyde som en jazzet version af Massive Attack eller Trickys mørke trip-hop, for derefter enten at mutere over i en gang fransk rap i stil med MC Solaar, eller en slags melankolsk og gotisk tungrock á la landsmændene i Seigmen eller Beyond Dawn. Passager der minder om ambient og stemningsskabende field recordings benyttes også ofte til at knytte de enkelte ’numre’ sammen, så hele ”How the World Came to an End” faktisk føles som én lang drømmende, hypnotisk og næsten filmisk komposition.

Ved et skæbnens tilfælde magede det sig således at undertegnede i perioden under udarbejdelsen af denne anmeldelse samtidig var ved at læse Haruki Murakamis lille åbenbaring af en roman, ”After Dark”, der kort fortalt handler om to ensomme, moderne bymenneskers nølende tilnærmelse i løbet af en enkelt nat i Tokyos neonoplyste bymiljø. Manes og Murakami synes at komplementere hinanden på fornem vis; den følelsesmæssige formørkelse som den ellers konstant oplyste storby udøver på Murakamis hovedpersoner afspejles nemlig fint i det lydbillede Manes stiller op på ”How the World Came to an End”; en slags moderne ’storbyblues’, der synes at tonesætte det mentale mørke og den eksistentielle ensomhed, der paradoksalt nok ofte er bagsiden ved en tilværelse i pulserende metropol. Der er intet tilbage af black metals ofte naturromantiske sværmerier hos Manes på ”How the World Came to an End”, der derimod i udpræget grad lyder som et postmoderne, urbant fænomen.

I mine ører spænder Manes måske lige buen lidt for hårdt på ”How the World Came to an End”. Albummet er bestemt et spændende værk for den fordomsfrie musikelsker at gå på opdagelse i, og langt størsteparten af eksperimenterne på ”How the World Came to an End” lykkedes det da også Manes at få noget interessant ud af. Alligevel må jeg sige at ”Vilosophe” nok generelt passede lidt bedre til undertegnedes temperament og smag, da det eksperimentelle element her var kombineret med et metallisk drive og en større grad af regulær sangskrivning, melodi og umiddelbar catchiness.

I anmeldelsen af ”Vilosophe” ytrede jeg håb om at Manes måske kunne blive et godt bud på morgendagens alternative metalhelte, men ”How the World Came to an End” har som nævnt så godt som INTET med heavy rock eller metal i nogen som helst afskygning at gøre, så vær advaret! I stedet finder Manes sin inspiration fra en bred vifte af alle mulige andre musikalske stilarter, så er man klar på at få forrykket sit musikalske verdensbillede, er det nye Manes album klart værd at tjekke ud. Rockpurister og udprægede traditionalister bør derimod nok hurtigst mulig glemme alt om ”How the World Came to an End”. Man kan næsten kun gisne om, hvad Manes mon finder på til den næste udgivelse, ”Be All/End All”, som disse eklektiske nordmænd rent faktisk efter sigende allerede så småt er ved at brygge sammen. Helt normalt bliver det dog med garanti ikke. -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM