Kender I det forhold, at man i en sådan grad glæder sig til et kommende udspil fra et af metalgenrens erfarne top-bands, at man næsten ikke kan undgå andet end at blive skuffet når resultatet endelig foreligger? 

Til alt held forekommer det diametralt modsatte scenarie heldigvis også; at man ved et tilfælde falder over en udgivelse fra et band der synes at dukke op fra det rene ingenting, og som totalt bjergtager ens sanseapparat. Et sådant band er Manes, og en sådan effekt havde deres nye album ”Vilosophe” på undertegnede.

Ifølge det medfølgende promo-materiale skulle det for mig hidtil ukendte band Manes åbenbart på det foregående fem år gamle debutalbum have gjort sig i den traditionelle black metal genre, men det er dog umiddelbart svært at forstille sig efter at have lagt ører til disse udsyrede Nordmænds musikalske output på ”Vilosophe”…

Men ok, et band som Ulver har jo da vist, at det er muligt med succes at klare overgangen fra grum black metal til mere eksperimenterende musikalske udtryk uden af den grund at gå på kompromis med det oprindelige værdigrundlag, og apropos Ulver så bringer ”Vilosophe” faktisk til tider mindelser om det sublime avantgardistiske mix mellem metal og electronica, som Ulver med stort held introducerede på ”Themes from William Blake..” albummet. Dog er ”Vilosophe” trods alt en del mere metallisk i sit udtryk end omtalte Ulver mesterværk.

Føromtalte promo-materiale nævner dog at bandet anno 2003 omfatter tidligere Atrox og The 3rd and The Mortal medlemmer, hvorefter man lidt bedre kan sætte sig ind i det pludselige retningsskifte hen imod et mere udforskende lydbillede, da netop de to omtalte bands jo aldrig ligefrem har være eksponenter for musikalsk konservatisme, snarere tværtimod. 

Forsanger lyder i øvrigt som en ung Ozzy Osbourne når han synger igennem, hvilket jo ikke ligefrem er det værste at blive associeret med; ja rent faktisk passer hans meget specielle stemme nærmest perfekt til musikken; musik og vokal så at sige komplementerer hinanden på symbiotisk manér, så det endelige kunstneriske resultat synes vægtigere end summen af de enkelte dele. Dette kan man forvisse sig om allerede ved albummets start, idet ”Vilosophe” sættes i gang med det rent ud sagt fantastiske nummer ”Nodamnbrakes”, som det i en periode var mig komplet umuligt ikke at skulle høre mindst en håndfuld gange pr. dag; alt synes at gå op i en højere enhed på netop dette nummer. 

En af Manes mange forcer er deres evnet til at kunne udtrykke ikke alene det udadvendte og aggressive, men i lige så høj grad det indadvendte og hypnotisk drømmende, og det ofte indenfor samme nummer, som den godt 10 minutter lange skæring ”Diving With Your Hands Bound [Nearly Flying]” er et godt eksempel på. Nummerets opbygning minder i nogen grad, uden sammenligning i øvrigt, om salige The God Machines perle ”Seven” fra det udødelige mesterværket ”Scenes From the Second Storey”; den første tredjedel af nummeret bygger stille og roligt en stemning op, som i den midterste tredjedel stiger til et dramatisk højdepunkt, hvorefter Manes langsomt glider tilbage til det oprindelige, tranceagtige udgangspunkt på den afsluttende tredjedel. Stort!

Noget andet Manes på en fin måde har forstået er sømløst at integrere de regulære instrumenter med de mere programmerede/sequencede indslag, f.eks. kombinationen af både akustiske trommer og elektroniske ditto, så man står tilbage med et på én gang organisk og dog futuristisk lydbillede.
Selv det mere regulære techno/jungle-agtige nummer ”Death of The Genuine” bliver i Manes kapable hænder og især pga. den fede vokalpræstation til endnu et højdepunk, og det til trods for at jeg normalt har meget lidt tålmodighed med den slags musik.

Endnu et højdepunkt på ”Vilosophe” er ”Ende” der med sit lettere opgivende og melankolske udtryk og afsluttende brug af saxofon skaber indre billeder af en sen nattetime i en storby i forfald.
Faktisk lidt i stil med stemningen på Ulvers ”Perdition City”, bare meget mere vokalbaseret.

Albummets hårdeste skæring er ”The Hardest of Comedowns”, som det alligevel lykkes Manes at tilføre deres særegne melodiske melankoli, og faktisk er det eneste nummer der virker direkte overflødigt det afsluttende ”Confluence”, som egentlig bare består af en langtrukken sample fra en eller anden sikkert obskur Tysk film krydret med lidt spacy lyde i baggrunden. Med andre ord en lidt antiklimaktisk afslutning på et ellers afvekslende og genreeksperimenterende alternativt metal album.

I mine ører er ”Vilosophe” en af årets mest positive overraskelser fra et band, der som sagt for undertegnedes vedkommende pludselig sprang frem fra den totale obskuritet og leverede et produkt, der lyder som om det burde være udtænkt af et væsentligt mere erfarent og garvet band end Manes.
Måske har vi i Manes et godt bud på morgendagens alternative metalhelte? Bandet er i hvert fald på rette vej med ”Vilosophe”. Anbefales! -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM