Der er ikke nogen tvivl om norske Madder Mortems gode intentioner med "Desiderata". Det er bestemt ikke endnu et kommercielt såkaldt gotisk metalorkester med kvindelig forsanger, der springer over skrævs, der hvor gærdet er lavest. De eksperimenter og leger med et hav af idéer, effekter, rytmeskift, disharmonier i ét væk. Men midt i alle deres bestræbelser glemmer de den grundlæggende idé, hvis der da nogensinde har været en. Deres problem er at de får for mange idéer, og ikke forstår at sorterer i dem. Man får indtrykket af, at alt er blevet fejet med op og hældt ned i indspilningen. 

Således starter "Desiderata" med nummeret "My Name Is Silence", der sparkes udmærket i gang af bandet, men så dukker sangerinden op et helt "andet sted", disharmonisk og atonalt. Først når man er halvt inde i sangen, fanger man noget der minder om en idé. Problemet er bare, at det ikke virker som en særlig god idé. Sangen og kompositionen i det hele taget er ikke lytteværdig nok. Det er som om folkene i Madder Mortem, har været mere optaget af at stille krav til lytteren end til sig selv. 

Således slæber pladen sig over stok og sten med halvdårlige, halvt gennemførte idéer."Plague On This Land" som er ét stort rytmeskift. "Hypnos" der lyder som et folk-disco-heavy-eksperiment (!?). "Sedition" der lyder som Meshuggah på en meget dårlig dag. Og endelig afluttes med "Hangman" der ender denne tvivlsomme cocktail med noget der nærmest må betegnes som et jazz-crescendo. 

En dominerende faktor hele vejen igennem er naturligvis forsangerinden Agnet Kirkevaag, som har en meget speciel dyb stemme næsten uden vibrato. I tre forsøg er det ikke lykkedes mig at høre "Desiderata" i ét stræk, ikke en gang som baggrundsmusik. Og det har helt sikkert noget at gøre med Kirkevaag, som det kammer helt over for i slutningen af titeilnummeret, hvor hun meget længe og på meget enerverende vis proklamerer "Die…die…die…" - (ja tak, i lige måde!).

Hvis bare Madder Mortem blev bedre til at sortere i deres materiale i stedet for at bruge alt, og hvis bare de kunne skrive sange. Ingen af delene er lykkedes her. De er dog gode til at ramme en fed mørk stemning på det meste af pladen, og der er også ting, der virker, men desværre langt flere der ikke gør. Man kan ikke kritisere Madder Mortem for manglende seriøsitet eller talent, og de har da også høstet fine anmeldelser før hen. Men "Desiderata" lyder bare i den grad som om, at de har brug for en producer af typen, der virkelig påvirker det endelige udtryk.-simon 

Kom med kommentar i vores FORUM