Det synes efterhånden at være oceaner af tid siden gode gamle Madball i midten af 90’erne fornøjede undertegnede med suveræne albums som ”Set It Off” og ”Demonstrating My Style”, der som sidstnævnte albums titel lidt indikerer, om noget demonstrerede hvordan den specielle New York hardcore stil skulle eksekveres. Siden er Madball i al ubemærkethed ligesom sivet ud af min musikalske bevidsthed efter lang tids stilhed fra bandets side. Gammel kærlighed ruster jo heldigvis som bekendt ikke så let, så da promoen til det helt nye comeback album ”Legacy” dumpede ind af brevsprækken, fik jeg en kærkommen lejlighed til at få genopfrisket, hvad der i sin tid var så fedt ved netop Madball.

I mine ører har Madball på en del punkter visse ligheder med et andet band, der for nyligt har udsendt et comeback album på Roadrunner Records, nemlig Obituary. På samme måde som Obituary repræsenterer de ’gamle dyder’ hvad angår ægte floridiansk dødsmetal, så er Madball på tilsvarende måde selve indbegrebet af den oprindelige New York hardcore lyd, og begge bands spiller deres respektive genrer med et primitivt, men forbandet effektivt groove. Madball har en dejlig økonomisk måde at spille deres klassiske hardcore på; hvis et nummer kun behøver et par minutter og lille håndfuld forskellige riffs for at få sagt det der skal siges, ja så er det alt Madball benytter. I konsekvens heraf varer albummets 16 numre i gennemsnit kun ca. 2 minutter pr. stk.; der skæres helt ind til benet, og alt overflødigt fedt er effektivt skåret væk; ingen introer, skønsang, soloer eller andre ’forstyrrende elementer.’ Det er stadig Freddy Criciens klassiske rå vokal og Hoyas tunge bas der er kernen i Madball, mens den nye guitarist Mitts tager fint over, hvor Matt Henderson slap på ”Set It Off” og ”Demonstrating My Style”. På de produktionsmæssige plan har bandet i samarbejde med producer Zeuss opnået den vel nok mest metalliske og crunchy lyd på noget Madball album, og det klæder i den grad de gamle rotter! 

Lige fra åbneren ”Adapt And Overcome” over titelnummeret, ”Timebomb”, den spansktekstede ”100%”, den hurtige og smadrede ”Hardcore Pride” og til den fede afsluttende ”Worldwide” er ”Legacy” et destillat eller et udtræk om man vil, af hvordan hardcore i sin reneste form tager sig bedst og mest effektiv ud. Eneste ankepunkt kunne være, at den store musikalsk udvikling ikke just står øverst på Madballs liste over prioriteter, men i en verden hvor alle har travlt med at lyde som ’the flavour of the week’, er det faktum lige ved at blive en fordel for bandet alligevel. Som Madball proklamerer i omkvædet til et af albummets stærkeste numre ”The Crown”: ’I’ve seen a lot of changes, within ourselves/within our scene/I’m not trying to rearrange things/there’s only one way I can say this/we’ve come back for the crown/It’s time to claim it.’ En sådan svada kunne nemt lyde svært hult i munden på de fleste moderne hardcore bands, men i tilfældet Madball er ordene svært velvalgte; Madball har ikke just genopfundet den dybe tallerken med ”Legacy”, men alligevel kan der ikke være megen tvivl om, hvem der er tilbage som de retmæssige ejere af New Yorks hardcore krone. Navnet er Madball, beviset er ”Legacy”. CCCC½ - byrial

Kom med kommentar i vores FORUM