Med 2004´s flammende "Through the Ashes of Empires", fik de højt værdsatte Oakland-thrashere Machine Head et gevaldigt musikalsk comeback, og et længe ventet niveaumæssigt sidestykke til den klassiske "Burn My Eyes"-debut, fra 1994. Endelig havde kvartetten igen at have leveret sit metalliske thrash-sammensurium med det uomtvisteligt pågående og alsidige udtryk, der ellers med tiden, syntes ladt dødeligt i stikken. Bandets velansete status føltes atter relevant og retfærdiggjort, med tænderskærende galdeudbrud, som "Days Turn Blue to Gray" og "Left Unfinished" i front, som helt eminente eksempler på en nyfunden vital og melodisk opdateret profil. Forhåbninger til nye fremtidige kæberaslende triumfer lå pludselig i luften.

Og så frem til nyeste injektion af midter-finger-rejst arrigskab, denne gang vakt til live under banneret "The Blackening". En storstilet satsning, en højderagende ekskursion, et band med topfyldt selvtillid, og desværre også historien om et gulv, der brister under ballasten. Om det netop er succesen med "Through the Ashes..." der har sat kriller og skyhøje ambitioner i hovedet på bandets centrale hjernemand Rob Flynn, skal være usagt, men "The Blackening" lider voldsomt under sin egen overmodighed. Fire ud af de otte numre, der er at finde her, runder således de ni minutter, hvilket ganske enkelt bliver en udmagrende, og til tider helt rastløs prøvelse at gennemgå. Når kompositioner som "Clenching the Fists of Dissent", "Halo" og "Wolves" samtidig er næsten ulideligt ensporede i sit frembrusende udtryk, og blot erstatter riffs med nye riffs i én lang (som i laaaaaang!) aggression, så tripper fødderne altså til sidst, som var man sat tilbage til en gymnasietime i kædefysik. Et band som Machine Head bør være klar over at ti minutters numre skriger på uendeligt meget mere variation og kreativitet, end hvad der er tilfældet her. Ellers braser korthuset altså sammen.

Heldisgvis reddes noget af æren på de lidt kortere (men stadig lange) numre. Således besidder både "Beautiful Mourning" og "Now I Lay Thee Down", nogle helt fantastisk stemningsfyldte omkvæd, der med held kaster lidt sofistikerede elementer ind i grøden af oppumpede trommegrooves og hårdfør råbevokal. Et modspil til den benhårde attitude, der burde have været langt mere udbredt pladen igennem, igen især sangenes varighed taget i betragtning.

Jeg har virkelig prøvet at forstå "The Blackening". Prøvet at sætte mig ind i hvorfor nogle udlandske medier begejstret har udråbt det her ultimativt overambitiøse fejltræk, til det nye årtusindes svar på Metallica´s legendariske "Master of Puppets". Faktum er altså bare, at jo mere jeg lytter til albummet, desto mere synes sangenes længde at føles som ren spekulation, og kalkuleret vedholdenhed. Som en påtaget "se-hvad-vi-kan-uden-at-blive-trætte"-opvisning, der bare ikke kan bæres hjem, når nu melodimatreialet er så ensidigt som det er. Bevares, Machine Head spiller som altid helt eminent, og Flynn kan altså stadig så sagt nogle ting med en gigantisk autoritet, men det meste falder bare til jorden, når der udvises et så stort og klæbende hovmod. Tilpas selv den uddelte karakter med en pil nedad, og rend så ud og køb det nye Chimaira-album i stedet. -dennis

Kom med kommentar i vores FORUM