macabre minstrels - morbid campfire songs EP clonepop
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCCC 23.01.04  Akustisk Lejrbåls-Muzak Season of Mist/VME --
 

HAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHA!!!
Så kom den endelig, udgivelsen ”Morbid Campfire Songs” med Macabres akustiske side-projekt Macabre Minstrels, og vanen tro når det gælder disse murder metal maniacs er resultat på én gang en musikalsk nydelse og samtidig en latterkrampefremkaldende oplevelse.

Kender I filmen ”Udflugt med Døden” (”Deliverance”) med Burt Reynolds? Den med ham den indavlede gustne fætter der kan spille banjo som var han besat. Forestil jer nu hele denne originals familie siddende omkring et lejrbål mens de spiller akustisk guitar og synger om de sygelige handlinger deres degenererede 6-fingrede familiemedlemmer har bedrevet gennem tiderne. Nu vil I så have et godt indtryk af, hvordan musikken på ”Morbid Campfire Songs” lyder!

Al musikken på ”Morbid Campfire Songs” er oprindelig skrevet af den kendte Amerikanske forfatter, sanger og sangskriver Shel Silverstein, og originalerne vil de fleste nok kunne genkende hvis de hørte dem. Macabre Minstrels har dog så tilført disse evergreens deres egen typisk på én gang morbide og sort-humoristiske tekstmæssige univers.

Nummeret ”Tom Dooley” er således blevet til en sang om en knivmorder der skal hænges ved daggry, ”The Geins” handler om den notoriske psykopat Ed Gein og hans ’hyggelige’ families morbide eskapader, og skæringen ”In The Mountains” fortæller om de uheldige omstændigheder der gjorde guldgraveren Alfred Packer til kannibal. Albummets højdepunkt er ”The Cat Came Back” der lyder lidt som Johnny Cash på et blandingsmisbrug af meskalin og rød fluesvamp og som handler om de fatale tildragelser en ualmindelig uheldsvanger og sejlivet kat påfører sine omgivelser. Løjerne afsluttes med nummeret ”Found a Peanut”, en lille musikalsk beskrivelse af de dødbringende konsekvenser af at fortære en fordærvet jordnød!

D’herrer Corporate Death og Nefarious er rene virtuoser på henholdsvis akustisk guitar og basguitar, og vokalharmonierne er på én gang både smukke, fængende og ekstremt veludførte, hvilket bare får de omskrevne og vildt underholdende tekster til at tage sig dét mere morbide ud. 

Med 5 numre og en spilletid på under 20 minutter er ”Morbid Campfire Songs” reelt ’kun’ en glorificeret EP. Der skal dog ikke herske tvivl om, at de enkelte numre bedømt enkeltvis er noget nær geniale og et bevis på Macabres evne til at tage et hvilket som helst musikalske udtryk og ’macabrificere’ det så man skulle tro at bandet selv havde opfundet det i tidernes morgen.

”Morbid Campfire Songs” er for kort, anderledes og uanseelig en udgivelse til at komme på nogen liste over årets væsentligste albums, men jeg forudser alligevel at denne charmerende Macabre Minstrels debut vil blive blandt de ABSOLUT mest spillede udgivelser i The Byrilla Building i de kommende måneder! Men hør den lige før indkøb, da ”Morbid Campfire Songs” for så vidt INTET har med metal musik at gøre. -byrial







Kom med kommentar i vores FORUM