Antallet af death metal, grindcore og black metal bands, der gennem tiden har hævdet at være de sygeste, mest morbide og galt afmarcherede stoddere er ganske lang. Så meget desto mere reelt foruroligende tager det uden for musikkonteksten relativt fåmælte amerikanske murder metal-band Macabre, som gennem 25 år har levet en ganske upåagtet undergrundstilværelse, sig ud i almindelighed og lyder i særdeleshed. Få ord i det danske sprog misbruges i samme omfang som ”kult”, men i Macabres tilfælde kommer ordet faktisk til sin ret, for Chicagobandet er et kultband i ordets egentlige forstand.

Lige siden debut-EP’en ”Grim Reality” fra 1987 har Macabre dyrket og de senere år rendyrket deres selvopfundne, totalt uforlignelige metalmiskmask, murder metal kaldet. Lyden af Macabre tvivler jeg på, nogen på denne planet vil være i stand til at reproducere. Bandets lyd er vitterligt helt unik, hvorfor de også kun henvender sig til en begrænset men til gengæld overordentlig dedikeret lytterskare – derfor det undtagelsesvist legitime kultprædikat.

Det er komplet umuligt at beskrive, hvordan Macabre lyder, men når bandet i promomaterialet til ”Grim Scary Tales” beskriver deres murder metal som en blanding af børnesange, punk, thrash, blues, country folk, death metal, jazz, black metal og traditionel rock, er det ikke ramt helt ved siden af. Og nåh ja, så handler næsten alle deres numre om seriemordere fra virkelighedens verden, hvorfor kombinationen af musik og lyrik afstedkommer en ikke videre børnevenlig helhed.

Havde jeg ikke, som tilfældet er, lyttet til og haft en veneration for Macabres depraverede metal siden starten af halvfemserne, ville jeg nok være gået en stor bue uden om bandet på baggrund af beskrivelsen oven for. Sandt at sige er det heller ikke alle numre på ”Grim Scary Tales”, der er lige gode og kan måle sig med fortidens perler fra milepælsalbums som ”Gloom”, ”Sinister Slaughter” eller ”Dahmer”. Ikke desto mindre tager jeg hatten af for, at Macabre igen lader hånt om alle tidens luner og tendenser og videreudvikler deres nichestil ved at røre godt og grundigt rundt i gryden med allehånde musikstilarter.

Det kommer der både skidt og kanel ud af, men når det fungerer – som det i allerhøjeste grad gør på numre som ”Burke & Hare”, ”The Bloody Benders” (folkrock tilsat Dennis The Menaces’ overlegne, stærkt dobbeltpedaldominerede trommespil), ”The Seet Tender Meat Vendor” og ”The Black Knight” formår Macabre at iblande deres i forvejen eklektiske murder metal nye, velfungerende genrekrydderier uden at gå på kompromis med deres udgangspunkt i metallen.

Udover et musikkatalog fyldt med formelige genistreger påskønner jeg virkelig Macabres evne, vilje og mod til at genopfinde sig selv på en til tider skræmmende konform metalscene, hvor mange andre bands har mere travlt med at finde tidens tone end at prøve noget nyt. Reelt er ”Grim Scary Tales” derfor muligvis kun fire store C’er værd, men alene fordi Macabre på så overlegen vis sammensmelter rock, folk, country m.v. og frem for alt metal, må jeg kvittere med yderligere et C, så vi lander på fem af slagsen. Det er – trods alt – et stykke vej fra niveauet på førnævnte mesterværker, men mindre kan også sagtens gøre det. -kragh

Kom med kommentar i vores FORUM