Lambgoat kendes og benyttes af mange, undertegnede inklusiv, som et dagligt opdateret nyhedsboard for alt hvad der rører sig indenfor metal, hardcore og lignende. Nu har LG’s bagmænd så launchet et pladeselskab, orginalt nok kaldet Lambgoat Records og første udgivelse er altså nærværende debut-fuldlængde fra St. Louis’ske Lye By Mistake, med titlen ”Arrangements For Fulminating Vective” (!!!). Et band og et album, der helt sikkert vil dele vandene; nogle vil elske dem, andre vil hade dem og nogle vil, som mig selv, stå forvirrede i midten og have svært ved at finde ud af præcis hvad der foregår.

Lye By Mistake lyder som The Dillinger Escape Plan. Nu er det sagt. Jeg har endnu ikke fundet en eneste anmeldelse hvor dette ikke er blevet nævnt, ergo må der vel være noget om snakken. Og mindsandten om ikke især de to-tre første tracks på albummet vidner om, at flere af bandets medlemmer har et par slidte kopier af ”Calculating Infinity” i reolen. Forsanger Tony har helt sikkert terpet sine Dmitri Manakis-imitationer og både guitar og rytmegruppe er praktisk talt over det hele i et orgie af skæve rytmer, riffs og vilde soli. Og de gør det godt. Som sådan er det slet ikke dårligt, bare lidt for uselvstændigt til rigtigt at få én op af stolen. Bandet har dog ideer, der kan få en til at spærre øjnene lidt op, bare lyt til slutningen på ”Aboriginal Negative”, der lyder præcis som var det taget fra et Steve Vai-album! 

Og lige pludselig er det som om, at der sker noget med albummet. Fjerde track ”Ostrich Feathers and an Apple Pie” starter med en nærmest bluesy guitar-indledning og skifter halvvejs inde over i et besynderligt country-stykke, med dertilhørende ekvilibristisk guitarsolo, inden vi rodes ud i orientalske harmonier henimod slutningen. Og den efterfølgende ”900 Seconds In Search Of Jerry”, der efter en mathcore-indledning transformeres til et sandt salsa-orgie, med akustisk guitar og horn-sektion! Disse uforsigelige indslag er med til at gøre albummet til noget helt specielt, så man i korte træk glemmer hele Dillinger-sammenligninger. Stykker som dem, samt Josh Baumans virkelig veludførte guitarspil viser en tydelig inspiration fra et band som f.eks. Mr. Bungle og det er bestemt positivt ment. Lidt mere af den slags galskab i ens hverdag skader bestemt ikke og Lye By Mistake kan få det til at lyde helt overbevisende.

Men på bundlinien er jeg nødt til kun at komme op med tre skallede C’er. De små gakkede indslag er desværre ikke nok til at fjerne fokus fra det faktum, at Lye By Mistake godt kunne bruge en ordentlig selvstændigheds-insprøjtning; der er en konstant overvægt af mathcore-stykker, der faktisk lidt ødelægger oplevelsen af pladen. Der til kommer, at ingen af sangene rigtig efterlader et indtryk, udover de små gimmicks – der er i hvert fald meget lidt, denne anmelder ønsker at vende tilbage til senere hen. Lidt mere catchiness og måske nogle deciderede melodier ville kunne gøre dette band underværker. Jeg er dog ikke i tvivl om, at der er stort potentiale i disse gutter og måske vil de med tiden udvikle sig og selv udgive noget ligeså stort ”Calculating Infinity”. Indtil videre må vi nøjes med løfter. -moesby 

Lye By Mistake kan bl.a. købes igennem Amazon HER. 

Kom med kommentar i vores FORUM