|
Season of Mist har med tiden formået at udsende fornuftige albums med så forskellige ting som Mayhem, Oxiplegatz, Necrophagia, Carpathian Forest og …and Oceans. Men man kan dog ikke være lige heldig hver gang, og det er tyske Luna Field desværre et alt for godt eksempel på.
Med base i Stuttgart tager Luna Field udgangspunkt i den tungere ende af den metalliske skala, og deres mission skulle efter sigende være at tilføje intelligens til nutidens horder af tankeløse udskejelser inden for genren. Men hvorfor er det så lige er, at de har besluttet sig for at gøre dette gennem sløvt og uinspireret death metal, der ligger et godt stykke under scenens vanlige standard? Det har jeg i hvert fald meget svært ved at svare på.
Mere præcist har vi med en omgang død at gøre, der hverken er hæsblæsende i hastighed, specielt catchy eller bugner med tekniske finesser. En klichéfyldt intro med lidt keyboards, der skal virke skumle, samt noget slagtøj i baggrunden, starter ”festen” – det er dog tilforladeligt, da man snildt kan springe den over. Var det så også bare tilfældet med hovedparten af resten af albummet… Memorable riffs er ikke noget der hænger på træerne her, for efter endt lytning kan jeg simpelthen ikke huske en brik af, hvad jeg lige har udsat mig selv for. Dette kunne naturligvis skyldes en spirende senilitet, men jeg tvivler. Og var det tilfældet, så ville jeg forhåbentlig af den grund komme til at forlægge cd’en, så jeg slap for at have den i mit nærvær.
Brølaben i front disker ikke ligefrem op med verdens mest imponerende growl. Han lyder måske ikke ligefrem som en lille pigespejder, men skræmmende er det ej. Af og til begiver han sig ud i nogle hysterisk skregne black metal hyl, der er af en rimelig høj frekvens men mixet underligt lavt, så resultatet bare bliver komisk.
Lidt kredit skal de dog have for at fyre den ok af på numrene ”Odial” og ”Anthem about the Breed”, men da dette ikke er en to numres ep, rækker det ikke til meget. Og mon ikke også visse lyckantrope elementer derude vil finde bandnavnet i sig selv svært tiltalende.
Zzzz…nå, er I her endnu? Trangen til et lille hvil blev bare for overvældende. Hmm…måske er dette en nye revolutionerende kur mod søvnbesvær? -guldmann
Kom
med kommentar i vores FORUM
|