Som et af de nyeste skud på stammen af grådkvalte unge mænd, samlende under emo-banneret finder vi amerikanske LoveHateHero, signet til mægtige Ferret Records.Netop Ferret har førhen været garant for helt igennem fremragende screamo-debuter; A Static Lullaby´s undergrundsklassiker "And Don´t Forget To Breathe", og From Autumn To Ashes´ kompromisløse rabalder på "Too Bad You´re Beautiful" kan nævnes som lysende perler på Ferrets CV, og i det hele taget på scenens ellers efterhånden alt for kalkulerede hjerteblotteri.

Spørgsmålet er så bare om LoveHateHeros debutalbum "Just Breathe" har kvaliteterne til, i en så overlæsset genre som emocore, at styre uden om anonymiteten, eller om vi, som tiderne foreskriver det, igen udsættes for en gang vanetænkende og uselvstændigt følelseshysteri.

Desværre må der hurtigt nikkes anerkendende til sidstmeldte scenario. For selv om LoveHateHero har alle genrens virkemidler i orden; melodiske guitarfigurer dansende på en bund af energisk trommespil og en (over)gearet sanger i front for løjerne, så forbliver "Just Breathe" en næsten ubehageligt midtersøgende lytteoplevelse, der i sine værste øjeblikke er håbløst blottet for genrens ellers helt igennem vitale intensitet og nerve.

Det er tydeligt hvordan LoveHateHero har taget The Useds fire år gamle debutplade til sig, og i sin iver efter succes forsøgt sig med en kvalmefremkaldende imitation af albummets hyperaktive univers. Men hvor The Used, på deres selvbetitlede mesterværk formåede at omsætte hysteriet og det kaotiske energiniveau til en ren kaskade af ufatteligt medrivende sange, kan LoveHateHero slet ikke ramme det ønskede udtryk. Sangene høvles afsted uden tanke for at kombinere det dynamiske med det memorable, og især sanger Pierrick Berube kommer til kort med en aldeles kønsløs stemme, der i hans forsøg på at ramme McCrackens maniske skrig ender ufrivillig komisk. Når mandens melodilinjer samtidig er målløst idéforladte, og mangler adskillige meter for at nå ind bag huden på lytteren, har vi altså at gøre med et helt igennem tandløst og ufarligt bekendtskab.

Ret skal dog være ret, og siges skal det at LoveHateHero på "Fall" leverer et overraskende fængende omkvæd, som på forunderlig vis modstår Berubes vokale middelmådighed."Fall" må i øvrigt sammen med "Second Chance" anses som højdepunkter på et album, hvis øvrige sange fuldstændig forfalder til ligegyldige banaliteter. Sange der slår med vingerne, men aldrig nogensinde får lettet. Simpelthen fyld. Og hvad er et album med 8 numre der agerer fyldmateriale? Lav selv regnestykket… Vi er altså skræmmende tæt på at skrabe bunden af baljen…

Med til sagen hører selvfølgelig at "Just Breathe" kun er LoveHateHeros debutskive, og at fremtiden kan modne bandet både lyrisk og sangskrivningsmæssigt. Bandet må, selv om det kan lyde hårdt set i lyset af emoscenens overflod af bands, med tiden finde deres eget udtryk og komme med en langt mere selvstændig version af genren.

At lytte sig igennem "Just Breathe" er, ironisk nok, set ud fra titlens opfordring, som at blive mindet om lige netop hvorfor emogenren er ved at dø af iltmangel. For som landet ligger nu, er LoveHateHero blot endnu mere forurening til en genre der desperat har brug for frisk luft. –dennis

Kom med kommentar i vores FORUM