I Isis og Old Man Gloom spiser Aaron Turner massive og uigennemtrængelige lydmure til morgenmad. Stephen O’Malley bidrager til det både majestætiske og beskidte udtryk i Khanate. James Plotkin smadrer din forstand med Phantomsmasher. Hvilket resultat mon det så giver, når man splejser disse tre personligheders kunstneriske udfoldelser sammen i et studie? Svaret er: sjælero. For i Lotus Eaters tages der et helt andet udtryk op, end det man er vant til fra disse herrer.

Til en start må jeg slå noget fast: denne musik kræver nogle helt bestemt rammer. Der må absolut ingen forstyrrende elementer være til stede, når tonerne udfoldes, så sluk for fjernsynet og lyset og send endelig de nærmeste en tur i biografen – helst til en helaftensforestilling, for dette er noget der kræver lidt tid at komme på bølgelængde med. Men når disse foranstaltninger er taget, er du til gengæld også klar til en oplevelse udover det sædvanlige.

Virkemidlerne på ”Mind Control for Infants” er egentlig ganske simple, men da de er yderst velproportionerede, skal virkningen ikke undervurderes. Forsigtige og blide guitarstrøg væves ind og ud mellem dronende og svagt pulserende toner. Fra tid til anden forøges lydstrømningens intensitet, og det minimale udtryk omdannes gradvist til de udrensende, bølgende bevægelser man langsomt men sikkert er blevet forberedt på, for derefter at vende tilbage til udgangspunktet med nyt lys. Det bliver til tider en smule dystert, men der er helt ok, man føler sig ganske tryg ved det.

Normalt er jeg ikke meget for det, men da Lotus Eaters’ milde hjernevask arbejder med nogle ret basale, og dog alligevel så universelle ting, må jeg også knalde nogle floskler på bordet. For jo, det er som at sidde en tidlig sommermorgen ved strandbredden og forundres over omgivelserne, der langsomt vækkes til live igen. New age fanatikere – fred være med dem – ville sikkert også beskrive det som en art tilbagevenden til nulpunktet i livmoderen, og jeg vil endda give dem ret! Dette forløb på en lille times tid er perfekt mod mental overophedning, da det nulstiller systemet og bidrager med en ro, jeg sjældent har oplevet så udtalt før gennem musik. Men mærk jer dette: vi har ikke med noget der tilnærmelsesvis minder om endnu en hjernedød ”No Stress” opsamling at gøre, da der i den grad her også ligger en spirituel udfordring i at lade sig sammensmelte med tonerne og føre mod udrensningen.

I skrivende stund er jeg ved at indlede en proces, der i sidste ende vil udarte sig i flytterod og uoverskuelige dynger af alt mellem himmel og jord i skulderhøjde. Meget skal planlægges og huskes, og her er jeg sikker på, at Lotus Eaters nok skal bidrage med nogle fornuftige pusterum undervejs.

Neurot har endnu en gang vist sig som et fremadskuende foretagende, der ikke er bange for, at søge nye jagtmarker – endnu et skud i bøssen i kampen mod den musikalske konformitet. –guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM