Meget kan man sige, og meget er blevet sagt om Linkin Park, men gruppens nærmest ubærlige evne til at skrive det ene irriterende catchy omkvæd efter det andet, har altså været indiskutabel. Både på debuten og mega-sellerten "Hybrid Theory", samt på 2003´s "Meteora" fløj flere af refrænerne med ekspresfart ind i hjernebarken og satte sig, før de højstemt kunne gales ud mod månen, når man vadede hjem fordrukken, fra våde aftener i byen. Det har de fleste af os prøvet... Indse det...

Derfor har Linkin Park, med et stilskifte, fra den vante rap-metal, til et mere eventyrlystent hard rock-udtryk (nogle vil kalde det modenhed), også tilegnet sig et kæmpe problem; Omkvædene er forsvundet ud af den blå luft. Egentlig syndt for sekstetten, for "Minutes to Midnight" er ellers en ganske modig plade, der i sin streben efter nye græsgange, desværre bare bliver alt for ufokuseret. Flirts med U2-referencer og et næsten fuldbyrdet farvel til rappen, kunne ellers have været ny luft til et band, der indtil da, groft sagt, havde skrevet samme sang 30 gange, men det virker bare ikke fordi de højspændte klimaks alt for tit udebliver.

Ganske vist en artistisk nødvendighed at kapitulere overfor nu-metallens trænge kår, og bygge nye vinkler på udtrykket, men Linkin Park´s sangskrivningsevner bliver i dén grad udstillet, når de bevæger sig uden for de vante rammer. Tåkrummende sager som U2-plagiatet "Shadow of the Day", og den helt igennem forfærdelige "Bleed it Out", står således som smertebefængte eksempler på et band, der går i kollektivt blackout når vanetænkningen skal brydes. Linkin Park har sandt at sige aldrig været nogen kunstnerisk åbenbaring, men når det umiddelbart fængende er drænet fra deres univers, bliver den sidste rest af substans samtidig brutalt ofret.

Jeg kunne egentlig blive ved med at hakke på den her udgivelse; lige fra de vanligt selvmedlidende tekster, til den højpandede idé, i bookletten at bringe små selvhøjtidelige notitser om hver enkelt sangs udvikling og påståede styrker. Nej, blot vil jeg til sidst slå fast at bandet lidt heldigere dyrker sine rødder på de angrende "Given Up", og "No More Sorrow", der sammen med den ganske smukke "Leave Out All the Rest", redder "Minutes to Midnight" fra en bundkarakter. Egentlig gjorde Linkin Park på papiret det rigtige, da de smed rap-vers-skrål-storladent-omkvæd-formlen i toilettet, til fordel for større uforudsigelighed. Men med resultatet hørt og gransket fristes man sgu alligevel til at ta´ en lille én, vandre ud i natten, og med slet skjult henvisning til den spildte nytænkning råbende konstatere at: "In the end it doesn´t even matter..." De sagde det selv... -dennis

Kom med kommentar i vores FORUM