I al hemmelighed har Limp Bizkit udsendt et nyt album efter at bandets gamle guitarist Wes Borland er kommet tilbage i folden. Af en eller anden grund har selskabet Geffen og måske også bandet selv valgt stort set al promotion fra i forbindelse med udgivelsen af "The Unquestionable Truth (Part 1)", så mediestøjen er væk og i stedet kan musikken få lov at tale. 

Hvor mange gange har man ikke op til en udgivelse hørt bands sige at netop dette album er det tungeste til dato, hvorefter det viser sig at kanterne alligevel er fjernet af hensyn til et bredere publikum. Fred Durst har også udnævnt dette album til Limp Bizkits tungeste og mest dystre værk til dato, men i forhold til de fleste af den slags udmeldinger så holder den vand denne gang.

På "The Unquestionable Truth (Part 1)" viser et band som med alle midler søger tilbage til udgangspunktet inden der gik "Nookie" og "Rollin'" i den. Materialet har en del ligheder med det fra debut'en "Three Dollar Bill, Y'All" der udkom i 1997, desværre er der også en del heftige sammentræf med Rage Against The Machines, som går noget ud over udtrykkets identitet.

Fred Durst, Wes Borland og Nu Metal guru'en Ross Robinson lavede et meste af albummet i en lejlighed tæt på Karlsbroen i hjertet af Prag, begrundelse var et ønske om den rigtige mørke stemning. Albummet oser af vrede, bitterhed og angst, især i de momenter hvor skytset rettet indad virker det godt. Et andet af de store plusser på albummet er det lækre og fyldige guitararbejde som Wes Borland leverer.

"The Unquestionable Truth (Part 1)" kommer jo nok mindst 5 år for sent, men ikke desto mindre må man tage hatten af for det mod, som trods alt må være bag sådan en kovending. Jeg vil gå så langt som at tillade mig selv at glæde mig til at Limp Bizkit har opfølgeren klar, jeg har vist ikke set frem til noget fra den kant siden "Significant Other". -and

Kom med kommentar i vores FORUM