left alone - left alone
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCC 2009 Punk Hellcat/Bonnier Music --
 

Egentlig kunne et album uden titel indikere en debut. Men faktisk har Left Alone spyttet en solid stribe skiver ud siden '97, og navnet har ligeledes krydset min vej fra tid til anden, men det er først nu, jeg når til rent faktisk at høre dem. Bandet besidder skam også den rutinerede fremtoning, som årrækken af aktivitet bør have bygget op.

Nu er Left Alone jo på Hellcat Records (underselskab til Epitaph), hvor Tim Armstrong fra Rancid står for at tegne den musikalske profil, så som ved en håndfuld andre fortilfælde kan det slet ikke undre, at Left Alone har lidt rigelig tilfælles med mandens eget band. Specielt det tidlige Rancid kan de ganske enkelt ikke løbe fra at have påfaldende ligheder med, men der trækkes også på den poppede del af streetpunken, som f.eks. svenske Bombshell Rocks leverede den med høj klasse. Radiovenlige, men på disse kanter nok en anelse obskure Madcap vækkes der også et par associationer til. Så uanset velspilletheden er der altid et deja-vu hængende over hovedet på Left Alone.

Inden for de opsatte rammer er nogle numre punk til den helt store guldmedalje. Energisk opskruet tempo og sans for fængende sangskrivning, der mest af alt har klichéerne imod sig. Især skal det bemærkes, at bassen altid står tydeligt frem til at give et par ekstra rap over nallerne - her demonstrerer Left Alone virkelig rygrad. Men hvor opmuntrende musikken end bliver, er teksterne straks en anden sag – titler som ”Spiked with Pain”, ”Sad Story”, ”Empty”, ”Do the Depression” osv. burde antyde nogenlunde, hvordan landet ligger.

Mange, der leger med ska i deres punk, brænder nallerne noget så grusomt. Her er Left Alone kloge nok til at satse på mådehold, hvilet da også giver pote. Fraværet af de oftest obligatoriske blæsere hyldes herfra, og når de haler orglet frem, fylder det aldrig mere, end hvad godt der. Vokalen er rå, men aldrig ude af proportion. Den klæder stilen - dog savnes blot en smule karakter.

En egentlig nydelig og på ingen måde gudsjammerlig plade, men næppe noget der efterlader en milepæl i punkrock-historien. Left Alone har imod sig, at jeg i et snuptag kan fiske andre aktuelle punkplader frem, der er absurd seje, og så bliver det ok fine på ingen tid sat til vægs. -guldmann


















Kom med kommentar i vores FORUM