lamented souls - origins of misery
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCC 2004 Traditional/Epic Doom Duplicate/VME ??
 

Lamented Souls er ikke ligefrem et ungt og grønt håb, der netop er spiret frem. De har nemlig eksisteret siden starten af halvfemserne, men har indtil nu været en velbevaret hemmelighed, idet de kun har spredt deres musik i form af et par demoer og vinyl singler. I 1997 satte de sig for at indspille et helt album, men indspilningerne blev afbrudt pga. forpligtelser andetsteds for forskellige bandmedlemmer og problemer med pladeselskabet. At visse af medlemmerne havde andre gøremål er ikke overraskende når man kaster et blik på bandets besætning der bl.a. indeholder Simen ”Vortex” Hestnæs (Dimmu Borgir, ex-Borgnagar og også involveret med Arcturus) på vokal og guitar samt Einar Sjursø (Beyond Dawn, Virus og Infernö) på trommer.

”Origins of Misery” er en slags opsamling af bandets hidtidige materiale, hvilket vil sige at det indeholder numre fra det aborterede albumprojekt i 1997, hele deres demo fra 1995, numre fra en split 10” der aldrig blev til noget og et enkelt instrumentalt nummer fra deres første demo helt tilbage fra 1993.

Åbneren ”Essence of Wounds” lægger ud med at sætte stemningen med et tungt og ildevarslende guitarriff diskret underlagt med lidt spacey synth. Stilen er traditionel groovy doom-metal inspireret af bands som St. Vitus, Black Sabbath, Candlemass og Cathedral. Simen Hestnæs’ karakteristiske højtravende vokal er et stort plus for bandet, selvom jeg i starten ikke synes den passede synderligt godt til musikken. Dette hænger nok sammen med at jeg aldrig har været den store ynder af den mere episke doom.

Albummets spilletid på lige over en time kan desværre godt komme til at virke som lidt lang tid, hvilket blandt andet hænger sammen med at visse numre går igen i flere versioner. Numre som ”Hybris”, ”Var” og ”Sprukken Maske” præsenterer dog en perfekt blanding af bandets tunge, langsomme drive og det mere udsyrede og svævende, mens ”Demon Baby” er mere fræsende rock’n’roll og ”Eternal Existence” udmærker sig ved en overraskende lille tværfløjtesolo. Alt i alt er ”Origins of Misery” et udmærket overblik over bandets oprindelse og god til at vække appetitten til bandets egentlige debut album som de skulle være i gang med at arbejde på i skrivende stund. -dave





 

 









Kom med kommentar i vores FORUM