Og det er den indestængte slags. Vreden altså. Tonset ud som bulldozer i porcelænsbutik, og selv om Lamb of God endnu engang er et intenst bekendtskab, så står det efterhånden grelt ensformigt til, når resten af følelsesregistret dækkes ind af en akustisk intro. Monotont og endimensionelt, og aggressiviteten står tilbage som en statisk rumsteren, søgende efter mening med sit eget surmuleri. Mere kortfattet og præcist kunne dén titel vel heller ikke være ramt, men når afkastet i de her sange simpelthen ikke rækker ud over deres egen fuckfinger, så føles skidtet altså ikke brygget på kompromisløshed, men snarere fatal idémangel.

Øjenbrynene således stivnet i de skrå grader, og selvom Lamb of God så absolut besidder såvel slagkraft, som autoritært nærvær, så føles raseriet bare så hovedløst frembrusende, når melodimaterialet ikke kan understøtte pointerne ordentligt. Ensrettet stormløb mod de fandens uretfærdigheder, men panden løbes mod muren, når Lamb of God gang på gang bider sine hooklines midt over, og efterlader galskaben uforløst. Store armbevægelser og dynamisk indpakning, men sange som ”Contractor” og ”Dead Seeds” ender bare flade og ufarlige. Som en lighter holdt til vådt hø.

Og det undrer mig altså hvorfor Lamb of God ikke tør satse lidt mere på det mindeværdige, men blot stiller sig tilfredse som arrig sorteper, med hænderne over kors. Stædighed måske, men når et par lækre melodilinjer så alligevel smyger sig ind i omkvædene på ”In Your Words” og ”Grace”, åbenbares det netop hvor stor en effekt et par dybdeborende, veludviklede harmonier kan have på det her brutalis-udtryk. Flot konstrueret og immervæk nemmere at vise knytnæver frem, når opmærksomheden er fanget i forvejen. Det sker bare for sjældent.

På ingen måde ueffent, men Lamb of God burde seriøst spørge sig selv, om ikke tiden var inde til at tage nogle chancer, og grave dybt efter lidt nyskabelse. Især når bandets udtryk altså bare ikke rammer med den pågåenhed, det tidligere besad. Fremragende udført, men absolut anonym sangskrivning, intet mindre, og selvom energien sidder i skabet, så føles Lamb of God altså til stadighed som den musikalske pendant, til at drikke sig stiv i ren alkohol; det slår hårdt, men vi gør det kun fordi en eller anden klovn havde glemt at købe øl med. -dennis

Kom med kommentar i vores FORUM