Urgh!

Som en anden Dr. Frankenstein genopliver Lair of the Minotaur de monstrøse dyder fra Celtic Frosts tidligste præ-thrash og splejser det med endnu et element fra en anden svunden tid, nemlig de mere blodige og brutale aspekter af græsk mytologi på den lyriske front. Det er voldsomt såvel som primitivt, og lige netop af den grund vil en stor del af den moderne lytterskare nok også afvise ”Carnage” som med en anden fakkelbærende hordes trang til lynchning af Frankensteins monster, hvis de ikke ofrer de rette kræfter på at se skabningens sande værdier på tværs af diverse forudindtagede anskuelser af, hvorledes ting bør og skal være. En forbandet grim baby er det – og alligevel har den erobret præcis så meget hjerterum hos mig, at der allerede er opmagasineret nok økonomipakker ”Pampers Minotaur Active Fit” til de næste lange tider i La Casa Guldmann.

Urgh!

I de angrebslystne rækker finder man Steven Rathbone og Donald James Barraca fra 7000 Dying Rats på hhv. guitar/vokal og bas, samt Pelicans Larry Herweg til at håndtere trommerne. Slet ikke værst. Ofte er Southern Lord fantastisk effektive til at hype deres bands i de helt rette kredse, men Lair of the Minotaur havde jeg helt overset al forhåndsomtale af, og fandeme så om ikke det kom som lidt af en ooh-la-la laber overraskelse, da det flænsende, mytologiske misfoster på coveret kiggede op fra konvolutten og brølede ”kom og tag mig, smukke”. Pladen er af den rette støbning, der pulveriserer knogler til benmel, og i dagene hvor lidt for meget metal er blevet alt for pænt, må det jo netop være den rette løsning på problemet, hvis man kun mærker snigende mathed i kroppen ved månedens vognlæs melodeath eller metervare-metalcore.

Urgh!

Nogle vil sikkert vove den påstand, at lyden på ”Carnage” er forfærdelig pga. den rendyrkede, larmende uskønhed fra start til slut, men er man f.eks. glad for alt lige fra sludge til ældgammel thrash – blot det det støjer og værker i kroppen – så kunne man også bare elske den ubetinget. Jeg holder mig til det præmien bag dør nr. to! Rambuk-koblingen af Celtic Frost og Usurper i clinch med voldsom Iron Monkey eller Eyehategod sludge er ganske enkelt en ubarmhjertig triumfator af format. Kiss sang ”I love it loud” – Lair of the Minotaur har taget dem på ordet og leverer varen! I finalen, ”Burning Temple”, ender de endda ovre i en solid doom-vibe, og da det hører til blandt de nyligst indspillede numre herpå, varsles der om spændende muligheder for fremtiden, når det kommer til udvidelse i repertoiret.

Urgh!

Græsk mytologi og upoleret heavy metal er næsten den ultimativt sejrende kombination inden for bestialsk udfoldelse, hvis du kan klare mosten – en hygsom hovedpine efter små 40 minutter i selskab med Lair of the Minotaur på fuld skrald er ikke utænkelig…men det er det værd. Lyden af de gode, gamle dage – fra da far var headbanger – blot på en ny, ekstremt potent facon. Var der mere? Ah ja…

Urgh! - guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM