Hvor normen som oftest er med spæde skridts forsigtighed langsomt at styre udtrykket mod nyt territorium over et par albums, har undergrundsveteranerne Lack med største konsekvens og det rette ”ingen vej tilbage” grundsyn sagt helt fra over for den førhen så hardcore baserede lyd i ét hug. Passionsniveauet og energien i sig selv er dog intakt som en rød tråd til fortiden, og på lige netop den front lyder det umiskendeligt stadig som Lack, Hovedparten af alle andre bånd til forgængeren, ”Blues Moderne: Danois Explosifs”, har de dog med et snuptag frigjort sig fra, og forventer man en direkte logisk fortsættelse til denne, vil ”Be there Pulse” hurtigt danne grobund for skuffelse af slemmeste kaliber. Står du som lytter derimod parat til en oplevelse uden medfølgende vanekrykker, er banen omvendt kridtet op til en rejse uden for etablissementet, det lille såvel som det store.

Øjeblikkeligt mærker man, at der er rettet musikalsk fokus mod en art eftertænksom indie-rock, dog ikke på den introverte eller selvsmagende facon, men med relevans for og relation til omverdenen. Helt i henhold til albumtitlen rykkes rytmesektionen ofte op i front som pulserende drivkraft eller livline, og tænker du straks ”ah, Joy Division”, er svaret dog ikke helt så enkelt, da lyden immervæk glimter af optimisme frem for dunkelhed. Lacks monumentale kælen for detaljerne, helt ud i de små kroge, stjæler til alt held intet af umiddelbarheden, og heller ikke her ofres nærhed for perfektion. Helstøbt og konsistent af forløb mærker jeg albummet som, og videre svært var det bestemt ikke at sluge, måske sjovt nok lige med undtagelse af ”Primo Levi”, der lige var et par gange om at få rystet efterskole-rock klangen af sig, men efterhånden hører den lille perle i snydepels utvivlsomt til blandt favoritterne her. ”Ritornello” er med al rimelighed det tætteste, Lack kommer på at strejfe de forhenværende, utilslørede aggressionsudbrud, men også her er der spændt seletøj for, og målrettet, ja nærmest som gennem en tragt, forekommer den minutiøse styring af ophobede energier særdeles fuldtræffende over hele feltet.

I sin helhed er ”Be there Pulse” skånsomt båret sprængstof mellem dine hænder, glasset fyldt helt op til kanten og genklangen af berettiget utilfredshed over tilværelsens strangulerende hårdknuder. Nålen mod ballonen er tættere på, end den umiddelbart synes – her i form af pulserende rock fra vores egen lille andedam, som bestemt udkonkurrerer alle de smarte toner i radioen og bør give stof til eftertanke. - guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM