Korpiklaani skulle øjensynlig betyde noget i retning af ’skov klan’, og coveret til debuten ”Spirit of The Forest” er da også på linie med albummets titel prydet af et Finsk skovmotiv. Når alt kommer til alt minder Korpiklaanis musik mig dog mere om en slags ’metallificeret’ version af den Irske eller Skotske folk-rock man forbinder med pubs i den del af verden, end om Finsk/Nordisk folk-metal som promo-materialet hævder.

Til tider går der nemlig lidt for meget halbal/ølstue stemning i Korpiklaanis musik til min smag, og forsangeren Jonnes stemmepragt eller mangel på samme hjælper ikke just på dette faktum. Han lyder mere som en halvstiv Glasgow Rangers hooligan efter en hjemmebanesejr over Celtic end noget andet, og musikken gør sig vel egentlig i mine ører også bedst som baggrundsmusik på en Nordengelsk pub et par timer før lukketid. 

Kun de få afdæmpede og lidt mere eftertænksomme numre som ”With Trees”, ”Pellonpekko” og ”Mother Earth” formår at holde min interesse gående, mens de mere typiske ’dansevenlige’ og træskotrampende rockere som ”Wooden Pints”, ”You Looked Into My Eyes” og ”Man Can Go Even Through the Grey Stone” virker lidt halv-platte i mine ører. Desværre er sidstnævnte kategori af numre i klar overtal. Hvis man absolut skal benytte folkelige fioler i tung musik må de godt efter min mening blive brugt i en lidt mere lyrisk sags tjeneste end tilfældet er på ”Spirit of The Forest”.

Korpiklaani scorer kun det 3. C i karakter fordi de reelt set er ganske udmærkede til det de gør, men rent personligt tror jeg ikke ”Spirit of The Forest” kan tiltvinge sig ret mange afpilninger på undertegnedes anlæg efter det sidste punktum i denne anmeldelse er skrevet. Hvis man er helt pjattet med bands som Skyclad eller en metalliseret udgave af The Dubliners kan Korpiklaani dog måske godt være en mulighed, og i så fald kan man såmænd godt give ”Spirit of The Forest” en chance. -byrial 

Kom med kommentar i vores FORUM