|
Konkhras forrige album ”Come Down Cold” var på alle måder en musikalsk kold tyrker der lidt for godt levede op til albummets titel, og jeg skal da gerne medgive, at jeg var blandt dem der seriøst satte spørgsmålstegn ved, om Lundemark & Co. nogensinde igen ville blive en musikalske kraft på den Danske metalscene, ja jeg var i og for sig i tvivl om hvorvidt der nogensinde ville kommet noget nyt materiale fra camp Konkhra i det hele taget.
Well, denne tvivl gør Konkhra til skamme med deres nye album ”Reality Check”, der er et comeback til noget der ligner fordums styrke for et af Danmarks ældste og vægtigste metalbands i den mere ekstreme afdeling, og måske burde det nye album i virkeligheden havde heddet ”Come Back Hot”, for modsat ”Come Down Cold” er ”Reality Check” en anderledes heftig og oplagt thrashet death´n´roll skive der fremturer med ægte spilleglæde, hooks på størrelse med Storebæltsbroens pyloner og en saftig, tilpas crunchy produktion.
Allerede med albummets åbningsnummer ”Warmonger” bliver de sidste forbehold mht. Konkhras mulige relevans anno 2003 effektivt jævnet med jorden, og herefter går det over stok og sten med arketypiske Konkhra skæringer som ”The Eye of Horus”, titelnummeret og ”Lowlife” der alle få én til igen at huske, hvad der i sin tid netop gjorde Konkhra så fede, nemlig det seje groove, den aggressive attitude og den smittende spilleglæde. Selv de to instrumentale numre ”The Coming of [R]Age” og den afsluttende ”The Blackest of Dawns” virker udmærket som små åndehuller på et album der ellers generelt excellerer i testosteronpumpende aggression.
Man kunne indvende, at Konkhra ikke rigtigt betræder nyt og hidtil uset musikalsk territorie på ”Reality Check”, idet albummet mest af alt lyder som ”the missing link” mellem det regulære death´n´roll album ”Spit or Swallow” og den mere thrash-inspirerede ”Weed Out the Week”, men når resultatet er så godt og fængende som tilfældet er med ”Reality Check”, ser man gerne gennem fingre med sådanne mindre detaljer.
I øvrigt tror jeg, at den gode Lundemark har haft brug for at træde et skridt tilbage ovenpå fiaskoen med ”Come Down Cold” og genfinde den formel som virkede så godt på netop ”Spit or Swallow” og ”Weed Out the Week”, og til det formål har det genoptagne samarbejde med velprøvede kræfter som Lars Schmidt og Johnny Nielsen sikkert været en klog disposition. Konkhra virker i hvert fald som et genfødt band, og måske vil den succesoplevelse ”Reality Check” efter al sandsynlighed bliver for Konkhra give dem et mentalt overskud, så bandet på fremtidige udgivelser måske tør eksperimentere lidt mere med det efterhånden ret gennemprøvede death´n´roll formatet.
Er man gammel Konkhra fan kan man med andre ord godt smide de bange anelser man måtte have haft ovenpå ”Come Down Cold” i den nærmeste skraldespand, og tænder man i øvrigt på de sidste par Testament albums som f.eks. ”Demonic” eller ”The Gathering”, som på lignende vis kombinerede groovy death metal med mere thrashede passager, så er der bare tilbage at opfordre til følgende : Investér kun trygt i ”Reality Check”! -byrial
Kom
med kommentar i vores FORUM
|