kmfdm - wwiii clonepop

Køb hos CDON nu !!!

Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCCC 22.09.03  Industrial Metal Sanctuary/Target --
 

Den industrielle metal startede forsigtigt op som lidt af en nichegenre, men under dens voldsomme ekspansion, især op igennem 90’erne, hørte man pludselig en del til bands som Ministry, Die Krupps og især Nine Inch Nails, men blandt de absolutte pionerer var også KMFDM, som faktisk har blameret siden ’84 med klassikere som ”Nihil” og Angst”. Desværre fik de aldrig helt det samme kommercielle gennembrud, hvilken længe har undret mig, da de siden projektets undfangelse har haft rigeligt at byde på for både krop og sind med hårde rytmer og stærkt samfundskritisk lyrik.

Med et nyfundet hjem hos Sanctuary og forbandet stærk ny udgivelse at prale med, burde bandboss Sascha Konietzko og resten af stormtropperne, der udgør KMFDM, i hvert fald træde ud af de storsælgende navnes skygge. Titelnummeret indledes på finurlig vis med den rette cocktail af prærieulves hyl og banjospil, så man virkelig kan sætte sig til rette foran lejrbålet, blot for at erfare hvorledes helvede bryder løs i en krigserklæring af hårdpumpede riffs og brutal mekanik. Energien heri giver mig samme rus, som da jeg for første gang hørte ”Jesus Built My Hotrod” med Ministry, og det er ellers ikke ret mange andre bands, der kan tilskrive sig æren af få et sådant udsagn slynget efter dem fra undertegnede.

”Bullets, Bombs and Bigotry” og ”Revenge” er også ret hårde og ligefremme, men ellers bevæger KMFDM sig desuden gerne videre mod lidt electronica og endda drum and bass på den svært catchy ”Last Things”, hvor Lucia Cifarelli styrer vokalen, og hun er altså lidt af en forførende frækkert. De numre, hvor hun bidrager med sin smukke og kraftfulde stemmepragt, er generelt et yderst fornuftigt modspil til Saschas krigsråb, så monotonien holdes effektivt i skak her. 

En finurlig detalje er skæringen ”Intro”, som sjovt nok er placeret til sidst på albummet, hvilket undrede mig lidt, indtil jeg fandt ud af, at det faktisk var en præsentationsrunde af de enkelt bandmedlemmer. Nice…

Tynges du af mistro til Bush administrationen, den nuværende verdensorden, foragt for reality shows og andre dæmoner, så er ”WWIII” faktisk et ganske glimrende soundtrack til den kommende revolution du går og pønser på. Giv dem helvede – det gør KMFDM i hvert fald, og jeg har det fint med stå lige midt i ”ground zero”. -guldmann





Kom med kommentar i vores FORUM