Måske kunne man have kaldt dette album for Crowbreed? Eller måske Hatebar?
Under alle omstændigheder så er Kingdom of Sorrow en slags hygge/side-projekt stablet på benene af de to gode venner Jamey Jasta fra Hatebreed og old man Kirk Windstein fra Crowbar. Resultatet er blevet et selvtituleret debutalbum, der faktisk mere eller mindre fremstår som en mellemting mellem den aggressive hardcore som Hatebreed står for og så den tungere og mere metalliske approach som Kirk er garant for qua sit virke i både Crowbar og Down.

Jamey og Kirk skiftes på demokratisk vis til at tage sig af vokalarbejdet på ”Kingdom of Sorrow”, dog sådan at de mere uptempo numre, hvor stilen nærmer sig regulær hardcore, for det meste har Jasta i front, mens de tungere og mere melankolske skæringer hovedsageligt har Windstein i fokus både vokalt og riffmæssigt. Min favorit med Jasta i den vokale forgrund er klart ”Led Into Demise”, der sparkes i gang med et heftigt groove af næsten Pantera agtige dimensioner, og ”Demon Eyes (Demonized)”, ”Free the Fallen” og ”Lead the Ghosts Astray” er såmænd også alle ganske udmærkede, men det er først og fremmest numrene med Windstein i hovedrollen som får mig at nikke anerkendende på hovedet; Kirk lyder på f.eks. åbneren ”Hear This Prayer For Her”, ”Piece It All Back Together” og især det vemodige højdepunkt ”With Unspoken Words” så vrissen og moody at man næsten føler sig sat tilbage til tiden fra de 3-4 første (og bedste) Crowbar albums. Herligt! Zeuss’ vægtige produktion er i øvrigt forbilledlig til den slags hybrid mellem hardcore og tung metal, som Kingdom of Sorrow bevæger sig hærgende rundt i.

Kingdom of Sorrows debut er måske ikke lige verdens mest nødvendige album, og numrene er måske ikke alle lige interessante, men alligevel skinner det oftere end ikke igennem at de to gode venner Jasta og Windstein har hygget sig gevaldigt med af lave ”Kingdom of Sorrow”. Under alle omstændigheder er Windsteins tilstedeværelse i projektet garant for et vist kvalitetsniveau, da manden mig bekendt endnu ikke for alvor har været involveret i en regulær stinker af et album, og et sådant er dette debutalbum bestemt heller ikke. En bagatel måske, men en charmerende en af slagsen kunne man afslutningsvis karakterisere ”Kingdom of Sorrow” som værende; som gammel fan af Crowbar er det i hvert fald for undertegnede en udelt fornøjelse at få lov til at høre Kirks voldfede røst igen. - Byrial

Kom med kommentar i vores FORUM