|
Nyt album, nyt pladeselskab. Efterfølgeren til sidste års ganske fornøjelige Khold album ”Mørke Gravers Kammer” har fået titlen ”Krek”, og efter at være skiftet fra Moonfog til Candlelight Records på netop ”Mørke Gravers Kammer” har Khold nu fundet et nyt hjem hos landsmændene i Tabu Recordings. Atter engang må det dog siges at Khold ikke af den grund har ændret sit musikalske udtryk i nogen nævneværdig grad på ”Krek”, men hvorfor også ændre radikalt på en musikalsk formel der tydeligvis virker?
Khold spiller stadig midtempo norsk black metal, hvor vægten mere er lagt på en tung og gusten rock’n’roll stemning end på evindelige blast-beats og konstant ophøjet tempo; ”Krek” har således mere til fælles med de sidste par DarkThrone skiver end med f.eks. Marduk eller Dark Funeral, og et par af de andre numre som ”Blod Og Blek” og ”Byrde” lyder lidt hen ad Aura Noir spillet på halv hastighed med deres skramlende rock’n’roll udtryk. På ”Innestengt I Eikekiste” nærmer det meget melodiske guitararbejdet sig såmænd næsten regulær heavy metal.
En enkelt gang eller to slår Khold over i et hurtigere og mere heftig tempo som f.eks. i starten af ”Lysets Flukt”, men det er nu ikke bandets force i mine ører; næh, Khold er stadig allerbedst, når de som hen imod slutningen på albummet tager farten helt ud af numrene som på de tunge og ædende onde ”Midvinterblot” og ”Varde” samt den afsluttende næsten melankolske ”Silur Wie”.
Det passer mig i øvrigt fortrinligt, at Khold er et black metal band der stadig holder sig til det norske sprog, for vokalist og guitarist Gard lyder lige den smule mere infam når han udfolder sin røst på modersmålet, og i det hele taget skal ”Krek” nok finde sit publikum hos fans af netop DarkThrone, Aura Noir og Kholds eget bagkatalog, hvis man vel at mærke kan leve med den udtalte mangel på nyskabelse i Kholds musikalske udskejelser over de sidste 4 albums. Betegnelsen mesterværk er Khold med andre ord ikke i nærheden af, men som stilstudie i tung old school black metal blandet med beskidt rock’n’roll fungerer ”Krek” fortrinligt. –byrial
Kom
med kommentar i vores FORUM
|