|
Den norske black metal gruppe Keep Of Kalessin har åbenbart eksisteret siden 1994 og har tidligere udgivet 2 albums på italienske Avantgarde Music, men bandets nye album for Tabu Records, ”Armada”, er undertegnedes første bekendtskab med Keep Of Kalessin, og jeg skal da lige love for at jeg nærmest i bogstavelig forstand er blevet blæst omkuld af disse gutternes ganske overbevisende talenter udi krigerisk black metal!
De længere, mere episke og himmelråbende sturm und drang agtige numre på ”Armada”, såsom ”Crown Of The Kings”, ”The Wealth Of Darkness” og det afsluttende titelnummer, minder mig mest at alt om en lidt mere straight og mindre keyboard inficeret version af nyere Emperor, mens Keep Of Kalessin ca. midtvejs i den herligt intense ”The Black Uncharted” pludseligt bryder lydmuren med noget lækkert akustisk spansk influeret guitarspil, der slet ikke virker malplaceret i det ellers hårde lydbillede. Også starten på den lidt tungere ”Winged Watcher” bruger lidt akustisk guitar og senere nogle på én gang melodiske og melankolsk klingende dual leads til stor effekt. Som kontrast til de mere svulstige skæringer finder man f.eks. ”Many Are We”, der nærmere minder om blackend thrash/speed-metal med sit boostede tempo og sin simple, men uimodståelige catchiness; hold da helt op for en perle af et nummer! Superbt! I samme boldgade er den næsten ligeså uforskammet fængende ”Into The Fire”, som Keep Of Kalessin åbenbart er ved at lave en video til. Bortset fra en ligegyldig intro og det lidt overflødige instrumentalnummer ”Deluge”, er alle 10 numre på ”Armada” faktisk noget nær perfekte i deres kombination af tempo, hårdhed og intensitet, der alligevel giver plads til underlæggende melodier og kompositorisk variation.
Trommeslager Vyl er den dynamo der generelt holder tempoet hæsblæsende højt, ja, han nærmer sig næsten Frost niveau, men modsat Frost krydrer Vyl også løjerne med en masse små lækre detaljer og rytmiske forskydninger. Apropos Satyricon, så er den tidligere guitarist hos netop Frost & Co, Obsidian C, garant for masser af giftige, lynhurtige og skarpt hvæssede riffs, mens vokalist Thebon fint varierer mellem en for genren så typisk skrigevokal, nogle mere growlende sekvenser og indslag med en slags olme råb. Samtidig krydres der sparsom men derfor også dét mere effektfuldt med lidt skønsang og et par vikingagtige kor i baggrunden på nogle af omkvædene fra tid til anden.
Måske repræsenterer Keep Of Kalessin lige knapt den mest nyskabende avantgarde af moderne black metal, og ”Armada” er derfor også lige en smule fra at være et endegyldigt mesterværk i genren, men indenfor rammerne af kontemporær black metal er dette nye Keep Of Kalessin album i mine ører noget nær ideelt; en passende punchy produktion, et allerhelvedes højt aggressionsniveau, bundsolide kompositioner og et band der virker tændte og tighte som få. Ja, jeg mindes faktisk ikke et black metal album, der i det sidste lange stykke tid har behaget mig mere entydigt end ”Armada”. Et pligtkøb for fans af genren, vil jeg absolut mene. Den efterhånden ret forudsigelige sorte metalgenre har altså stadig nogle artige overraskelser at byde på. Betryggende at vide... –byrial
Kom
med kommentar i vores FORUM
|