kathaaria - the complex void Of negativity  clonepop
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCCC 2008 Black metal End all Life/NED --
 

De fleste End all Life udgivelser er præget af en distinkt lyd, der får dem til at stå markant ud fra hinanden, selvom black metal spektrummet sjældent brydes helt. Tyske Kathaaria brillerer ved at lukke melankolien ind i en velovervejet vægtning mellem råstyrke og fyldighed i outputtet. Godt nok har duoen været aktiv siden 1999, men ”The Complex Void Of Negativity” er den hidtil eneste manifestation på udgivelsesfronten, bortset fra et enkelt promo-udspil.

Arbejdsmetoden uden hast eller jag gennemsyrer også måden, hvorpå albummet udfolder sig i et spind af råkolde teksturer og lag, der aldrig spænder ben for et snigende genialt flow. Kompleksiteten til trods kan man absolut ikke beskylde Kathaaria for at dyrke det fortænkt sammenstykkede. ”As Fear Changes Sides” lægger ud med et rockende melankolsk hovedriff, der – i hvert fald for mig – gør langt større indtryk end noget f.eks. Katatonia har bedrevet i årevis, men som det skrider frem, sprænges mønsteret af skurrende udbrud, der er nervepirrende på ganske anden vis, uden at ende i rent kaos.

Et album der både søger afvejene og søger indad, hvilket muligvis også er to sider af samme sag. Kathaaria skiller sig ud fra mængden med perfekt eksekvering af visionen, men aldrig gennem outrerede blikfang. Yderst anbefalelsesværdigt. -guldmann















Kom med kommentar i vores FORUM