Katatonia vandrer stadig rundt med sorgmod i hånden, og selvom melankolien efterhånden eksekveres uden helt at toppe tidlige værkers altomfavnelse, så trædes der stadig forbi lysninger, med voldsomt dragende determinering. ”Night is the new Day” dvæler i et blidt, glasklart udtryk, og lader kun den metalliske kant, der har præget på det seneste, stå i flor sporadisk. Koncentreret mørke og stærke melodier, og det klæder Katatonia igen at åbenbare sine dæmoner, med øget fokus på det underspillede.

Sårbarheden i total blottelse, og når først smerten og de åbne sår, komplimenteres af så rystende bittersøde melodier, som på ”Idle Blood”, går sol og måne i ét med hinanden. Livslang følelsesmæssig tumult, udskilt malerisk smukt, og kontrasterne ender op i dybfølt, sjælelig elegance. Der gøres brug af samme taktik på den fremragende ”Onward into Battle”; rodfæstet i dysterheden, og på én og samme gang kaldende på- og frygtende, det fremmede ved lyset. På et bjerg med depressionen, for at overvældes af udsigten. Sugende intenst.

Andetsteds forfalder Katatonia desværre til for lette løsninger, og det er lidt som at se gyserfilm om formiddagen, når de på ”Nephilim” glemmer, at tilføje stemningen noget melodisk gods. Den pågående atmosfære fordufter helt, ved følelsen af at svenskerne her, egentlig godt kendte vejen ud af den dybe skov, hvis de ellers gad tage sig noget af det. Ligeledes anonyme fremstår ”New Night” og ”Inheritance”, og i det store hele er det vel kun singleudspillet ”Day and then the Shade”, der for alvor stikker ud, mod albummets anden halvdel. Et fint up-tempo-nummer, der ved gentagne gennemlytninger åbenbarer et stort og memorabelt omkvæd.

Der leges i øvrigt med lidt elektroniske effekter, på ”The Longest Year” og ”The Promise of Deceit”, og det fungerer fint for Katatonia, at spille den melodiske varme op med en kølig, maskinel ryggrad. Især sidstnævntes voldsomt fængende staccato-rytmik, synes lækkert suppleret af den elektroniske kant, og det er i det hele taget et nummer, der i sin mestring af virkemidler, ender som et gedigent højdepunkt. Med skal det også lige, at Jonas Renkse synger sangene i hus, med en mørktonet autoritet, som var han smerten- og poesiens fælles glædesbarn, men det er vel, i og for sig, gamle nyheder.

”Night is the new Day” er en sindsrejse ind i tusmørket; vanedannende sorte stemninger, der med færre kvalitetsmæssige udsving, kunne have startet hele hypnoser, under sådan en november måned. Når Katatonia tilsætter tristheden nuancer, blomstrer udtrykket i ét stort bittersødt mismod, strækkende sine klange helt ud i blodet, men desværre undgås der, ligesom på ”The Great Cold Distance”, ikke at ramle ind i for stor stilstand undervejs. Ærgeligt, men måske meget godt for humøret, at nærværet ikke holder et konstant niveau. Tænk hvis det gjorde. -dennis

Kom med kommentar i vores FORUM