|
Canadiske Kataklysm har efterhånden en lang diskografi bag sig, og blev kendte for deres grindede version af Death Metal, som de selv valgte at kalde Northern Hyper-Blast. I sin tid var der i øvrigt et rygte om, at trommeslageren af sin læge blev frabedt at spille så hurtigt som han gjorde, da hele hans knogle-struktur var i fare for at kollapse, og det undrer mig ikke efter at have lagt
ører til Kataklysms nyeste output!
Albummet sparkes nådesløst i gang med titelnummeret ”In Shadows & Dust”, der på godt et par minutter viser Kataklysm fra deres mest furiøse side; tunge grooves á la en hurtig version af Bolt Thrower krydret med grind indslag af den heftigste slags! Man kommer umiddelbart til at tænke på en Sherman Tank udstyret med en håndfuld Formel 1 Ferrari motorer, der nådesløst kværner altødelæggende gennem landskabet!
Modsat de Amerikanske grind bands i den moderne Relapse Records stil, er Kataklysm et meget mere traditionelt lydende Death/Grind band, som ikke går af vejen for at gøre brug af tunge, simple old school death metal riffs som fed kontrast til de velplacerede over-the-top brutale grind passager, og selv en enkelt melodisk solo fra guitarist/producer Jean-Francois Dagenais i ny og næ går de ikke af vejen for, som det f.eks. kan høres hen imod slutningen på det fede nummer ”Face the Face of War”.
Vokalisten Maurizio Iacono gør brug af både afgrundsdybe growls og en mere snerrende vokal, gerne i samme sang, og det virker helt fint og skaber et afvekslende lydbillede, men det er først og fremmest trommeslageren Max Duhamel der stjæler showet. Duhamel er måske lige knap så hyper
teknisk som en John Longstreth fra Origin eller en Flo Mounier fra Cryptopsy, men det opvejes så rigeligt af det tempo, hvormed han synes at afstraffe sit trommesæt, og med indsatsen på ”Shadows & Dust” som bevis, bør en plads blandt denne verdens hurtigste menneskelige trommemaskiner være sikret! Som sagt spiller Kataklysm ikke hele tiden med gaspedalen i bund, men selv i de tunge, groovy sekvenser er Duhamel helt oppe på beatet; bare hør indledningen til nummeret ”Where the Enemy Sleeps”, der tramper tungt derudaf med et fandens catchy groove før det første grind bombardement sættes effektfuldt ind.
Kataklysm har med deres nye album fornyet min interesse for bandet, og selvom ”Shadows & Dust” ikke ligefrem kan siges at tilføre genren nye elementer, er der tale om en bund solid udgivelse med afvekslende, intense og velproducerede numre, som bestemt bør tjekkes ud af alle der higer efter traditionel death/grind af høj kvalitet. -byrial
Kom
med kommentar i vores FORUM
|