Amerikanske Kamelot startede som en tro kopi af kultbandet Crimson Glory, især fordi deres daværende sanger Mark Vanderbilt som lød mistænkelig meget som Crimson Glorys fænomenale sanger Midnight, men også fordi de første par Kamelot skiver ligeledes var indspillet i Morrisound Studios i Florida og bød på typisk US progressiv power metal. Med tilgangen af sangeren Roy S. Khan fra det nu opløste og groft undervurderede Norske progressive metal band Conception, har Kamelot dog på de sidste tre udgivelser i stigende grad tilnærmet sig den Europæiske, mere symfoniske tilgang til power metal genren, bl.a. ved at benytte producerteamet Sascha Paeth og Miro, der jo også står bag genrens konger Rhapsody.

”Epica” er således Kamelots 6. studiealbum og fortsætter ufortrødent den stil som især de foregående udgivelser ”Karma” og ”The Fourth Legacy” lagde for dagen, nemlig velspillet, ultramelodisk og til tider ret progressiv anlagt power metal, komplet med en tilpas orkestral og pompøs produktion af d´herrer Paeth og Miro.

Roy S. Khan har stadig en af branchens mest behagelige og silkebløde vokaler som passer perfekt til Kamelots følte og forfinede tilgang til power metal genren, bare hør de smukke power ballader ”Wander” og ”On the Coldest Winter Nights”.

Ellers er højdepunkterne på ”Epica” bl.a. ”The Edge of Forever”, som det nummer der minder mest om gode gamle Crimson Glorys ophøjede mørkmelodiske stil og den nærmeste tango-inspirerede ”Lost & Damned”, som benytter en trækharmonika til stor effekt, men også den tungt svingende og pompøse ”The Mourning After”, der understøttes af et flot korarrangement i omkvædet er værd at nævne.

Tekstmæssigt er ”Epica” løseligt baseret på Johann Wolfgang von Goethes tragedie ”Faust” om det moderne menneskes stræben efter større erkendelse og skabende udfoldelse, men selv dette tunge tema forvalter Kamelot på vanlig elegant og sofistikeret måde rent musikalsk.

Man kommer ikke uden om, at Rhapsody er Kamelots nærmeste umiddelbare konkurrent, og i sat op imod Rhapsodys velsmurte orkestrale arsenal bliver Kamelot trods alt den lille. Kamelot synes på både godt og ondt at kende begrænsningens kunst lidt for godt, forstået på den måde at man hele tiden har på fornemmelsen, at de har evnerne til at kunne presse sig selv lidt mere rent kunstnerisk end tilfældet er. ”Epica” er en lille forbedring af ”Karma” som igen var en lille forbedring af ”The Fourth Legacy”, men noget stort kvantespring ud i ukendt musikalsk territorium er der ikke tale om. Til gengæld er man så som gammel Kamelot fan sikker på at få det man forventer, nemlig et musikalsk udtryk der har det helt specielle lækre Kamelot touch og som rent teknisk, produktionsmæssigt og musikalsk er udført til perfektion inden for disse givne rammer. 

At høre ”Epica” er den musikalske ækvivalent til at spise en pose matadormix; en sukkersød og sikkert ikke særlig nærende beskæftigelse, men mens det står på er man glimrende underholdt. 
Hvis man skulle leve alene af Kamelot og matadormix ville man sikkert hurtigt bukke under, men som supplement til den daglige ration af vegetarbøffer og straight edge hardcore, er det såmænd slet ikke at foragte! -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM