Det helt store hype-maskineri blev kørt i stilling i forbindelse med Job For A Cowboys (JFAC) forrige album ”Genesis”, som efter sigende var ’all the rage’ for en ny Myspace-generation af fans af teknisk death metal og deathcore. Selv fik jeg aldrig taget mig sammen til dengang at tjekke fænomenet ud, men da promoen til opfølgeren ”Ruination” landede på undertegnedes anmelderbord for nyligt, gav det mig chancen for ved selvhør at vurdere, om JFAC nu også, når det kommer til stykket, har noget at have den føromtalte hype i.

Efter sigende indeholdt ”Genesis” en blanding af teknisk death metal og en del generiske deathcore elementer, men efter en radikal udskiftning i line-uppen siden dengang (ny guitarist og trommeslager), er der på ”Ruination” til alt held umiddelbart ikke mange rester af deathcore tilbage i JFACs musik; som jeg oplever det, er vægten nu mere entydig på death metal, som bandet rent objektivt eksekverer tight og på et teknisk upåklageligt niveau. Vokalen skifter mellem traditionelle growls og så en mere hysterisk skrigevokal, der sikrer en smule variation i vokalarbejdet. Rent personligt har jeg det dog lidt anstrengt med sidstnævnte skrigevokal, men til alt held benytter JFAC sig dog ikke længere af overdrevent klicheagtige ’piggy squeals’; noget som jeg har forstået øjensynligt plagede “Genesis” en hel del.

Problemet med ”Ruination” sådan mere generelt er snarere at JFAC i jagten på kompleksitet lidt giver køb på de fængende og memorable elementer, der efter min mening også bør være til stede i teknisk death metal, hvis det skal være andet og mere end en opvisning i gold virtuositet. Mens JFACs hamrer af sted, imponeres man over bandmedlemmernes fingerfærdighed og musikkens tightness og generelle intensitetsniveau, men overordnet set er der et underskud af passager på ”Ruination”, som man umiddelbart kan erindre sig efter endt gennemlytning. Heldigvis er der dog et par undtagelser i form af et par korte, men overraskende melodiske leads i åbneren ”Unfurling a Darkened Gospel” og hen imod slutningen af ”March to Global Enslavement”, mens ”Lords of Chaos” indeholder noget ret effektivt staccato-rytmik, men ellers har de enkelte kompositioner på ”Ruination” det med at flyde lidt for meget sammen. Albummet slutter dog af på en positiv note med titelnummeret, der fremstår som udgivelsens måske bedste indslag, for hér rammer JFAC det rette mix af mere traditionel death metal tyngde og umiddelbar catchiness; noget som ellers er lidt en mangelvare på ”Ruination”.

Alt i alt er ”Ruination” altså ikke noget dårligt album, men i mine ører hæver det sig bare heller ikke væsentligt over gennemsnittet for moderne ekstremmetal udgivelser med en teknisk kant, så selvom JFAC bestemt ikke er uden evner, har jeg sgu lidt svært ved helt at forstå hypen omkring bandet. På den anden side er JFAC stadig et ungt band med fremtiden foran sig, og kan de fortsætte en positiv udvikling med øget fokus på sangskrivningen, vil de måske i en nær fremtid også for alvor kunne overbevise old man Byrial. Den yngre generation af ekstremmetal fans HAR tydeligvis allerede helhjertet taget JFAC til sig, hvis ellers salgstal og Myspace downloads er nogen indikation, og for dem vil ”Ruination” sikkert lige være sagen. CCC½ –byrial

Kom med kommentar i vores FORUM