james labrie - elements of persuasion |
|
james labrie - elements of persuasion |
| Karakter | Udgivet | Genre/Stil | Selskab | Producer |
| CCCC | 29.03.05 | Groovy Metal/Hardrock | InsideOut/Target | -- |
|
Jeg har altid anset James LaBrie for at være det svage led hos prog.-metal kongerne i Dream Theater, så udsigten til at skulle anmelde mandens nye solo-album ”Elements of Persuasion” var ikke just noget der på forhånd rykkede i understellet på undertegnede. Rent faktisk er resultatet dog blevet mere end hæderligt; ja faktisk ret fedt! Dette faktum skal sikkert findes i 3 forhold: for det første er albummet dejligt heavy; vi taler heldigvis ikke om letmetal i denne sammenhæng, og antallet af klæge ballader er holdt på et minimum. For det andet er LaBries vokal ikke unødigt highlightet, men bare en ingrediens i musikken på lige linie med de andre instrumenter, og for det tredje økonomiserer manden heldigvis med vokalakrobatikken, så alle numrene ikke plastres ind i overdreven vibrato og flagermusskrig, som man ellers lidt for ofte har ham mistænkt for at forfalde til. Det hjælper nok også, at LaBrie har omgivet sig med en lille håndfuld talentfulde musikere, først og fremmest anført af keyboardspiller og medkomponist Matt Guillory fra prog. bandet Dali’s Dilemma, men også den tidligere Extreme trommeslager Mike Mangini og det nye guitarfund Marco Sfogli bidrager positivt til festen. Produktionen er i øvrigt også lige i øjet; tyk som ymer og alligevel velproportioneret og klar. Allerede på albummets første nummer ”Crucify” får man et forvarsel om, at LaBrie solo er mindst ligeså tung som han og kammeraterne i Dream Theater var på forrige album ”Train of Thought”, for der spilles igennem med et tykt crunchy groove og blytunge trommer. På ”Alone” tilføjer Guillory nogle lette electronica elementer der giver det fede men ellers ret konventionelle hardrock nummer et moderne præg, og også Sfogli får givet en smagsprøve på sin solistiske kunnen. Også i ”Pretender” og ”Slightly Out of Reach” beviser Marco sit potentiale på den 6-strengede. Af albummets 2 ballader ”Lost” og ”Smashed” er førstnævnte ganske udmærket og kortfattet, mens sidstnævnte er bedst glemt. Tyngden i numre som ”Freak”, ”Invisible”, ”Undecided”, ”Oblivious”, ”In Too Deep” og ”Drained” opvejer dog så rigeligt de få stillestående øjeblikke på ”Elements of Persuasion”. Selvom alle medvirkende på ”Elements of Persuasion” er glimrende musikere, vil jeg egentlig ikke kalde musikken for prog.-rock, men snarere en form for teknisk velfunderet tung og groovy kombination af metal og hardrock. Et forsøg på at gå Dream Theater i bedene ville alligevel ikke give nogen mening, så det virker som et klogt valg. Desuagtet at James LaBrie aldrig bliver en personlig favorit for undertegnede, må jeg medgive at manden leverer en af sine bedre præstationer på ”Elements of Persuasion”, der også rent musikalsk er overbevisende i langt hovedparten af de små 70 minutter albummet varer. Slet ikke så tosset endda. –byrial
|