Gennem en årrække har jeg gjort det til lidt af en intern konkurrence i koncernen Guldmann A/S at kæmpe mig fremad i kapløbet om at følge med i udgivelsesstrømmen af spændende, nye hardcore skiver fra nær og fjern, men det lykkes bare ikke altid lige godt, for en skive som ”Post Mortem Peep Show” anede jeg f.eks. ikke en brik om, før den dumpede ned i skødet på mig. Britiske ISOR har øjensynligt haft stor succes med tre selvfinansierede ep’er og nydt popularitet på den gamle version af mp3.com sitet, men det har min radar bare ikke fanget et eneste blip-blip af i horisonten, og da ISOR efter længere tids testkørsel til stadighed virker ret robust, kan jeg kun glædes over, at kombinationen af tilfældigheder og forbandet held har tilsmilet mig her.

ISOR er blot en duo, tro det eller ej, men det afholder dem bestemt ikke fra at kreere sand metallisk magi i studiet – hvordan de klarer den live, er så straks en helt anden sag, men på plade behøver det jo ikke være det store problem at håndtere lidt ekstra tjanser. Aldrig mudret. Altid skarpt og kaotisk. Forbandet mange rytmeskift. Dødsruter med totalt smæk på vævet ind og ud imellem langt mere udsvævende passager. Hvem kan vende flest gange på en femøre?

Spændende er det, selvom det tog mig lidt tid virkelig at finde fodfæste i lyden. Skal der sammenligninger på bordet, så prøv at jonglere med et mix af Johnny Truant, Between the Buried and Me og Labrat, eller deromkring. Mod slutning af albummet trækkes der dog ikke imponerende meget nyt frem fra gemmerne, men langt hen ad vejen håndterer de to lurendrejere det moderate kaos med et køligt overblik og storsmilende miner, der lægger op til seriøse narrestreger i form af en næsten endeløs række mindfucks og raserende afstraffelser. - guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM